En krimi der skaber gys, gru og raffineret plot med afsæt i klip fra gårsdagens aviser.

Dicte Svendsen, hovedperson gennem seks af forfatterens tidligere krimier, har trukket sig tilbage og er kun nævnt som mor til den ene hovedperson: Peter.

Peter er ved at udføre noget tømrerarbejde på Sostrup Slot, da en ung pige forsvinder. Hun er bosat på slottet, fordi hun efter eget udsagn trænger til ro, mens andre fortæller, at hun har været udsat for trusler og gerne ville beskyttes.

Klostertilværelsen kan ikke beskytte hende. Hun bliver fundet dræbt, garrotteret. Ikke længe efter synker kutteren Marie af Grenå i hårdt vejr. Ombord bliver fundet ikke kun skipperen og hans søn, men også en tredje en ven til sønnen. Og han er også blevet garrotteret.

En tredje teenager forsvinder, og politiet – her repræsenteret af Mark – leder med lys og lygte efter spor og forklaringer på de sære drab. Det viser sig, at der er en sammenhæng mellem mødrene til de unge mennesker men ingen indlysende motiver.

Vi følger tre personer, tømreren Peter der bliver bedt om at finde den forsvundne yngling, Kir der er erhvervsdykker, og Mark der er tidligere kæreste med Kir. Det særligt raffinerede er, at de tre forfølger tre vidt forskellige indgangsvinkler, og at de geråder i tre forskellige spændingsbølger med noget forskellige udfald.

En af flere gode ting ved Egholms krimi er karaktererne, deres baggrunde med svigt og misbrug og de smukt sammenflettede begivenheder, der giver mening til den mest afstumpede adfærd. Det at man følger tre ’opdagere’ med hver sin indgangsvinkel, gør at krimien aldrig går i stå, og for indbyggere i Grenå og omegn er der gode muligheder for at leve med i uhyggen. Et kritikpunkt kunne være, at hovedplottet også findes hos Agatha Christie, men det er der jo mange plot der gør.

De døde sjæles nat

Elsebeth Egholm

422 sider

Politikens Forlag

Udgivet: 26.04.2012

Birte Strandby