Et ægtepar, Malin og Henrik, har slået sig ned i et lille øsamfund. Det går generelt godt, men da de kommer hjem fra ferie i Stockholm, opdager de tegn på, at nogen vil skade dem. Først overvejer de, om det kan dreje sig om unge mennesker, der er flippet ud, men på et tidspunkt bliver datteren Ellen bortført fra sin skole, og det går op for parret, at der bestemt ikke er tale om en spøg.

Henrik der er fotograf tager bort for at udføre en opgave, og i mellemtiden flytter Malins søster ind hos familien for at stå hende bi i det ubehagelige klima, der er skabt af forfølgelsen og frygten for en trussel mod familielivets harmoni. Og så sker der ellers noget. Godt 200 sider inde i romanen får læseren en mavepuster af dimensioner, der varer de næste 30 sider. En sindssyg morder går frit rundt med voldsomme aggressioner og uforståelige motiver.

Politiets mand på stedet bliver Fredrik Broman, der kendes fra Östlundhs foregående krimier, blandt andet Blod fra 2010, hvor Fredrik blev udsat for en alvorlig ulykke, der satte spørgsmålstegn ved hans fremtidige førlighed. Førligheden er i mellemtiden kommet tilbage, og Fredrik bliver denne gyserkrimis forbindelse til fornuften.

Der er endnu en lille spændingsbølge hen mod krimiens slutning efter tsunamien midt i bogen, og generelt er der en god spænding i hele krimien, omend den endelige opklaring ikke er den overdådighed af intrigante afsløringer eller fascinerende psykopater, man kunne have forventet efter de indledende chok. Super krimi men spændingskurven slutter lidt for tidligt.

Krimi med med ægte gys

Håkan Östlundh

Oversat af Anders Juel Michelsen

464 sider

Lindhardt og Ringhof

Udgivet: 26.04.2012

Birte Strandby