Den menneskelige naturs fremtid: på vej mod en liberal eugenik?

Habermas om stamcelleforskning og genteknologi

Habermas reflekterer med uomtvistelig indsigt og skarphed over, hvordan vi anvender/bør anvende den viden der følger af en fremadstormende genteknologi og lige så stamcelleforskning. En forskning der, afhængigt af smag, enten truer med, eller giver løfter om, at mennesket kan befries for naturens tilfældige tildeling af uønskede egenskaber og “fejl” i det tildelte genom. Et videnskabeligt skridt, der yderligere og signifikant har afluret naturens hemmeligheder

De etiske og moralske spørgsmål i temaet for Habermas´ værk er mere relevante end nogensinde. Bogen leverer ikke kategoriske svar, og de konklusioner der drages, er baseret på principper om menneskelig værdighed, menneskelige rettigheder og menneskelivets uantastelighed. Det kan lades med en vis dogmatik, men det er ikke en grøft Habermas falder i.

Som arvtager af den kritiske Frankfurterskole, og væsentlig bidragyder til aktuelle politiske, sociale og samfundsmæssige overvejelser, er det en stemme der er interessant i debatten.

Bogen er i pocket-format og på under 200 sider, hvoraf selve behandlingen af emnet foregår på de første 130. De næste 40 sider er et postscriptum, hvori Habermas forholder sig til klimaet og baggrunden for de diskussioner der foregår i akademiske og politiske kredse. Et ærinde Habermas har haft, efter modtagelse og reaktion på de argumenter han fører til torvs i hovedværket. Reaktioner der har givet ham “second thoughts” – ikke på at revidere, men at eksplicitere sine argumenter. Interessante 40 sider, hvor den politiske dimension og de etiske problemstillinger træder endnu tydeligere frem. På de sidste 30 sider sætter Habermas hele diskussionen i overordnet filosofisk perspektiv, hvor han reflekterer over højaktuelle scenarier over skellet mellem tro og viden.

Det meget akademiske sprog til trods, så bør man kæmpe sig igennem, og glæde sig over de relativt få sider. Det vil være benægtelse, hvis ikke man kan hævde at være blevet en tand dybere i sine tanker efter endt læsning.

Man behøver ikke at have indgående kendskab til Habermas, for at forstå eller reflektere over hvad han skriver, men man kan have i baghovedet, at hans baggrund har afsæt i en traditionel kritik af modernismen.

Man kan som kender af Habermas med rette eller urette postulere, at han går idealismens ærinde med bogen, og at det strider imod den rationalitet han ellers er repræsentant for. Men så meget desto mere interessant. Det er som om Habermas har fået kolde fødder, og er blevet lidt betænkelig ved “al den rationalitet”, der for ham repræsenterer det muliges kunst udi, at bringe verden et bedre sted hen. Og man kan driste sig til den tanke, at det er med god grund.

Med et minimum af interesse for og indsigt i diskussionen om kunstig befrugtning, æg- og sæddonation og PID (præimlantationsdiagnostik – befrugtede æg tages ud, repareres og sættes tilbage i livmoderen), vil man opleve, at Habermas usentimentalt gennemgår de etiske udfordringer industrien og forskningen på området, og ikke mindst det omgivende samfund, må forholde sig til. Habermas´ ærinde er, at gentænke hele præmissen for diskussionen, med udgangspunkt i den suverænitet som menneske, han fastholder må være et ufravigeligt og uberørt fikspunkt for ethvert individ. Teknikken, at forbedre eller fremme personlige egenskaber, har allerede rykket ved dette fundamentale spørgsmål, og Habermas kræver, at vi gennemtænker motiverne og tager konsekvenserne på os. Konsekvenser vi imidlertid ikke har mulighed for at kende omfanget af, hvilket gør spørgsmålene endnu mere vanskelige.

Der skelnes mellem positiv og negativ eugenik. Den negative har været praktisk anvendt i årtier, hvor prøve fra moder og foster kan afsløre alvorlige kromosomfejl hos barnet, og om det er bærer af kendte sygdomstegn i familien.

Diagnostikken har imidlertid rykket sig, da forskningen har demonstreret resultater, der alene kan spore dispositioner for alvorlig sygdom. Skal man på den baggrund intervenere og udbedre fordi man kan, og kan efterspørgslen efter vished gennem diagnostik hænde at blive en industri i sig selv, der kan presse samfund og stater til at iværksætte, implementere og udbygge diagnose-programmer for tilsyneladende raske mennesker, i takt med, at videnskaben kan screene for yderligere sygdomme, og levere nye metoder?

Perspektiverne i den positive eugenik er endnu mere vidtrækkende. Efterhånden som beskaffenheden af og samspillet mellem celler og proteiner lader sig afsløre, kan disse aktivt manipuleres og doceres til at fremme særlige træk og egenskaber hos et kommende menneske. Allerede nu, er det almen praksis, via donorregistre at udvælge en særlig ønskværdig donor til sit barn, hvis naturlig forplantning ikke er mulig, men principielt kan muligheden for genetisk at programmere sit eget afkom med egne gener lade sig gøre.

Habermas rejser spørgsmålet, når man er “programmeret”, kan det da påvirke et kommende selvbillede, når visheden om, at den helt grundlæggende frihed til at udfolde sin egen livssituation, ikke kun er baseret på et givent forældrepars vilkårlige biologiske gener, men tillige tilføjet en ekstra dimension, baseret på forældrenes personlige præferencer?

Instrumentaliseringen af mennesket belyses ud fra det faktum, at enhver “programmering” i arvemateriale og gendispositioner, er ultimativ. Der er ingen regres eller reklamationsmuligheder. Selektionen kan hænde at udløse dissonante tilfælde, hvor intention og efterfølgende situation ikke stemmer overens.  Kunne man med rimelighed forestille sig, at forældre kan stilles juridisk til ansvar for deres præferencer til barnets “beskaffenhed” i en fjern fremtid, hvor barnet/personen bliver opmærksom på, at der er “snydt på vægten”? Og hvad skulle udgøre en kompensation? Et i tiden normativt og alment accepteret værdimotiv til at ville barnets bedste, kan ændre begreb over tid, så hvordan sikre barnets/personens rettigheder til og krav på, at udfolde sin egen kontekstafhængige livsplan?

Habermas argumenterer, at barnet/personen er blevet indskrænket i sin etiske frihed til at bestemme selv, og en personlig fremmedgørelse overfor sit liv og sin krop, kan være en uafvendelig situation, som bør med i overvejelserne, inden forskning bliver til faktura.

Det ypperligst beskrevne scenarie i bogen er, at instrumentaliseringen på sigt helt fjerner enhver forudsætning for moralsk dømmekraft. Der er ikke dokumenteret belæg for, at den “programmerede” ikke i lige så høj grad som ikke-programmerede vil tillære sig de sociale normer, sammenhænge og moralske habitus, men præmisserne for en grundlæggende forståelse af sig selv som artsindivid, tilhørende en gruppe af ligesindede artsindivider, kan nære følelsen af, at være anderledes på en mere fundamental måde, end blot den sociale.

Habermas´ beretter selv om den modstand hans argumenter møder, ikke mindst i den amerikanske tænkning. En tænkning i klassisk liberalisme, der ikke levner “tredjevirkningen” af grundrettigheder nogen ret. Den amerikanske frihed indeholder uden forbehold, at det er forældrene alene der har råderetten over deres ejendom (barnet) – underforstået – det er ikke statens anliggende at begrænse eller lovgive på området. Det er Habermas´ pointe, at konsekvenserne bliver uoverskuelige, hvis teknologien alene bestemmes af udbud og efterspørgsel i markedet. En tilgang der taler for regulering, og dermed havner i en politisk diskussion. Men Habermas´ budskab til markedet er, at det OGSÅ skal tænke sig grundigt om.

Habermas holder ikke en religiøs dundertale, og han forfægter ikke eugenik som en videnskabelig disciplin der skal elimineres, men han mener ikke vi har gennemtænkt tingene grundigt nok, og byder ind med argumenter der fortjener plads i en vigtig debat.