En moderne udgave af den gotiske roman. Et eksperiment der også er forsøgt af Kate Mosse (Sepulchre), Lene Kaaberbøl (Kadaverdoktoren) og Leonora Christina Skov (Silhuet af en synder), og man kan i alle tilfælde diskutere, hvorvidt det er lykkedes. Gyset er ganske vist til stede: I Den hvide krage kommer adskillige gammelkendte gysermarkører i spil: Fredag den 13. , et uvejr, en øde ruin, mord, splattereffekter og jævnlige suspense forsøg, men rigtigt uhyggeligt bliver det ikke.
Romanen har tre fortællervinkler, en præst i senmiddelalderen, en pige der måske er et spøgelse og en nutidig teenager, Rebecca. De tre stemmer varmer op til det ultimative gys fra hver sin vinkel, men der hvor de mødes, i slutningen, affærdiges læseren med en lidt banal række mord – omend kvalmende nok.

Teenageren Rebecca flytter til St. Mary’s med sin far. Han er tidligere politimand men har muligvis forårsaget en piges død i forbindelse med en redningsaktion. Det har givet en del uønsket opmærksomhed, og de ønsker begge at få hændelserne på afstand. Rebecca møder den jævnaldrende Ferelith, der er goth og i øvrigt mærkelig på andre måder. Hun ved mere end hun har fået fortalt, og hun har en syg humor. Hun tager Rebecca med ud til de lokale ruiner, og sammen finder de under slotsruinen en kælder med adskillige lig. Ferelith har noget, hun skal have hævnet, og hvad Rebecca troede, var en form for leg, ender med et dødsfald.

De fleste elementer fra den gotiske roman forefindes, spændingsopbygningen er fin, men der er ikke hverken Ann Radcliffe eller Henry James-format over bogen.

Marcus Sedgwick
Oversat af Nanna Gyldenkærne
224 sider
Høst & Søn
Udgivet: 18.08.2011