Hvis bøger var slik, så ville ‘Den endeløse sommer’ være marcipan med blød nougat og romsmag.

Claus Beck-Nielsen gør sig som forfatterinde og det med stor overbevisning og sublim fortælleteknik.

Med vidunderlige, strømmende og overvældende sætninger og meget få punktummer udvikler Madame Nielsen et univers – en sommer – et kort øjeblik hvor alle personer er lykkelige, undtagen husets datter der ikke tåler for megen lykke.

Et hvid gård i det der tidligere hed provinsen, og som nu hedder udkantslandet – der hvor

… de ramponerede knallerter med mælkekasser på bagagebæreren og de menneskelige særheder er flest

– der lever en lille gruppe mennesker, en mor med hendes tre børn, datterens kæreste og en god ven samt to portugisiske rygsæksrejsende. Sommeren begynder med, at de to rejsende strander på deres blaffetur til Skagen. Mellem den ene portugiser og moren opstår en heftig forelskelse. De gifter sig og rejser til Portugal. Datterens gode ven rejser til USA, hvor han forventer at blive opdaget. I stedet vender han hjem smittet med HIV, og han dør, og således slutter sommeren.
Det værste ved døden er ikke, at den er forfængelig, en forkælet tøs, der får alt, hvad hun peger på, men alligevel aldrig er tilfreds…

Vores hovedperson der er en følsom dreng eller måske en pige ender tyve år senere med at flytte hjem til det parcelhus han forlod, fordi han ønskede at leve et helt andet, et mere egentligt, kunstnerisk og virkeligt liv.

Det er ikke bare ungdommen og den første forelskelse, men kærligheden og livet, der allerede er forbi i det nu, man giver sig hen …
Madame Nielsen

185 sider
Gyldendal
Udgivet: 2014