Kunsten at lave et seriøst gys med beskeden tekst er lykkedes her. På de relativt få sider er der både ungdomsforelskelse, overraskelse, spændingsoptrapning, mord, lettelse – og et nydeligt slutchok i kategorien Hitchcock-was-here.
De nye 1. g’ere er på rustur. Det er kun en uge siden, de begyndte i gymnasiet, og de er stadigt ved at kigge hinanden ud. Agathe er den mest scoreværdige, synes de fleste i drengegruppen, men fortælleren Martin er mest lun på Katrine.
Efter ankomst til den hytte hvor de skal overnatte, opdager lærerne, at de har glemt noget af provianten. To af de tre lærere kører tilbage efter det glemte, og den efterladte lærer går i gang med aftensmaden sammen med køkkenholdet, som vores hovedperson også er på.
Mens stemningen står på forventninger til natløbet dukker der pludselig en bil med fire terrorister op ved huset. Terroristerne indtager huset og indsamler de unges mobiltelefoner. Den uventede, chokerende oplevelse modtages i første omgang med almindelig forargelse og dansk hvor-slemt-kan-det-være-mentalitet, men med maskinpistoler, en brutal behandling af gymnasieklassens lærer, og et brudstykke af en radioavis, der melder om terroristangreb i Slagelse, overbeviser terroristerne de unge om alvoren.
Sammen med Katrine og tre af de andre drenge bliver Martin lukket ned i krybekælderen, indtil terroristerne kommer efter en frivillig. Casper bliver trukket af sted, der lyder et skud, og terroristernes anfører kommer tilbage med blod på tøjet. Panikken griber Katrine og Martin, og de beslutter selv at bruge terroristmetoder.
Og så er der plads til lettelse – kun få sekunder før den ægte gru triller ind på scenen.
Uhyggeligt autentisk.
Palle Schmidt
48 sider
Forum
Udgivet: 09.05.2014
Zoom-serien, lix 20
Fås også som e-bog
Birte Strandby