Humoristisk, hysterisk vild og lidt fantastisk gengivelse af den gamle Hitchcock-krimi med Robert Donat og Madeleine Carroll fra 1935, den første også kendt som Dantes i Greven af Monte Christo fra 1934, og den anden, Carroll, var med i Hitchcocks Secret Agent fra 1936.

Den gamle film er glimrende – 7,8 på imdb.com bedømt af godt 41.000 brugere. Hitchcock dyrkede suspense i flere omgange, mens romantikken blomstrede midt under flugt og halsbrækkende manøvrer på broer og andre udsatte steder.

Den moderne humoristiske udgave har helt andre kvaliteter. Mads Knarreborg er Hannay, ung mand der plages af livslede, og Kristine Yde er både mystisk tysk spion, skotsk bondekone og så naturligvis heltinden Pamela, der både hjælper, besværer og irriterer vores helt. Thomas Mørk og Niels Olsen har alle de andre roller, og det er mange fra dansepiger over rejsende i dameundertøj til ualmindeligt skumle hemmelige agenter, politikere og et repræsentativt udsnit af opvisningsdeltagerne ved Edinburgh Tattoo.

I teateret i London optræder Mr. Memory, der kan svare på alverdens spørgsmål: Hvem vandt Europa Cup i 1916, hvem byggede St Paul’s Cathedral?

En mystisk sortklædt kvinde tiltrækker sig Hannays opmærksomhed, og hun ender med at tage med tilbage til hans lejlighed, skønt hun tydeligvis forfølges af to hemmelige agenter.

Kvinden bliver dræbt angiveligt fordi hun har kendskab til tysk spionage i England, og Hannay må flygte fra politiet for ikke at blive arresteret for mord. Han tager toget til Skotland for at forfølge et spor, som kvinden har røbet for ham. På togturen til Edinburgh kommer han i selskab med to handelsrejsende (bør man være bekymret fordi de taler fynsk?). Med kropssprog får de herrer skuespillere formidlet både togets bumlen og kupeens beskedne størrelse samt det faktum, at man går ind i kupeerne fra perronen. Og da Mørk og Olsen på Edinburgh station får ekstra roller som avissælger, konduktør, betjent bliver scenen til et vildt koreografisk vidunder. Det er også her Pamela dukker op første gang og hidkalder politiet, fordi hun genkender Hannays billede fra avisen.

Der er mange scener der går i rent Marx Brothers-mode. Fra et landsted er Hannay nødt til at flygte gennem et vindue og ud over heden. Næste scene foregår som skyggespil, Hannay fragtes over et vandløb af Loch Ness-uhyret og flygter siden på en elg. Politiets repræsentanter er lige i hælene på ham, men må svømme over vandløbet, og de bliver angrebet af elgen. Det er i øvrigt også her, man får det obligatoriske klip med Hitchcock.

Dernæst opsøger Hannay den mand der formodentligt er bagmanden, og siden fører flugtruten ham til en talerstol ved et vælgermøde. Her introduceres han af en bedaget politiker med et uforståeligt sprog, Mørk, og her møder han atter den famøse Pamela, der igen røber hans tilstedeværelser, hvad der resulterer i en arrestation, denne gang lænket sammen med den smukke, utilnærmelige Pamela. Det udløser – som i Hitchcocks version – nogle romantiske scener, men Hannay og Pamela må flygte igen og ender i det teater, hvor Mr. Memory optræder.

Undervejs er der mimiske gengivelser af berømte scener fra Hitchcocks mere kendte film, eksempelvis Cary Grants forsøg på at slippe væk fra sprøjteflyvere i en majsmark i Menneskejagt, og der er en scene fra Fuglene. Her var skuespillerne så venlige selv at nævne, hvad det var for en gyser der blev illustreret.

Det er betagende teater. Der er fart og tempo, meget få rekvisitter og fuldt blus på mimik og rolleskift. Mørk og Olsen klarer enhver rolle med lige stor overbevisning, og man køber glad enhver personlighed som især Mørk blæser ud i hovedet på tilskuerne.

Musikledsagelsen gør sit. Der indledes med The Funeral March of a Marionette af Charles Gounod fra Mr. Hitchcock presents, og lydeffekterne følger pænt, når der køres i tog, løbes på togets tag, og er romantisk stemning foran kaminen.

De 39 trin

Komedieversionen af Hitchcocks thriller fra 1935, Glassalen i Tivoli

Medvirkende Niels Olsen, Thomas Mørk, Mads Knarreborg og Kristine Yde

Instruktør og oversættelse: Joy-Maria Frederiksen. Scenograf: Marianne Nilsson. Lysdesigner: Nicolaj ”Guf” Hommelhoff

Vises igen den 14. – 16. september i Glassalen i Tivoli, herefter turnerer forestillingen.

Birte Strandby