Jeg har i lang tid gået og tænkt at jeg ville spille lidt smart og læse H. C. Andersens eventyr om den Lille Havfrue sammen med de store auteur værker Rumrejsen 2001 af Stanley Kubrick og dens spirituelle efterfølger There Will be Blood af Paul Thomas Anderson. Som jeg har nævnt på et tidspunkt i en anden anmeldelse, så blev der jo lavet en efterfølger til Kubricks mesterværk i form af den mildest talt intellektuelt fattige Rumrejsen 2010. Hvis der er findes et værk som har noget at tilføje til Kubricks oprindelige tackling af trancendensmotivet er det imidlertid There Will be Blood, hvilken også underholdningsmæssigt er en bedre film end førnævnte.

For at komme i gang med denne triade af historier om trancendens, hvilken sjovt nok ikke inkluderer den nye Johnny Depp-film med titlen Transcendens (som intet har med noget at gøre), havde jeg brug for en indgang til den Lille Havfrue. Udover at læse eventyret igen, gav det også mening at tage ind at se teateropsætningen af Disneys lettere irriterende tegnefilmsfortolkning. Denne ligesom tegnefilmen gav dog ikke meget til Andersens originale håndtering af motivet, men det var da meget underholdende.

For at understrege så diskuterer jeg her trancendensmotivet i den Lille Havfrue, og dømmer musical opsætningen af eventyret. Ideen er så senere, i forlængelse af diskussionen at anmelde Rumrejsen 2001 og There Will be Blood.

Kommentarer til Tegnefilm og Musical

Først og fremmest er det interessant, at Disney med det simple formål at tjene penge i dag stadig befinder sig i det samme ideologiske sidespor som koncernens grundlægger. For imens de har søgt at være progressive med karakterer som Jasmin, Pocahontas og hende der fra Prinsessen og Frøen, så er der ingen tvivl om, at hvis Hitler havde vundet 2. Verdenskrig, så var der blevet produceret endnu flere High School Musical film.

Disneys fortolkning af Den Lille Havfrue tilbyder i den sammenhæng ikke meget nyt. Imens vi kan forestille os en kvinde som hovedperson og hendes kamp mod en stærk patriark (hendes far), så kan vi kun gøre således hvis vi også forestiller os at hendes motivation er at blive gift. Overordnet set er Andersens fine fortælling blevet til en historie om en teenager som må gå imod sin faders racistiske overbevisninger i kærlighedens navn.

Der er dog nogle interessante ting. Hvis Triton ikke havde ødelagt Ariels horder-hule, så havde dette blot været historien om en psykologisk ustabil havfrue med et horder-kompleks. Med andre ord igangsætter Triton selv sit eget værste mareridt, og skaber selv fundamentet for genforhandlingen af sine racistiske tendenser. Hans frygt for at Ariels fantasi skal blive til handling, skaber denne mulighed.

Det er ligeledes interessant, at historien, som så mange andre, baserer sig på en død moder. Et motiv jeg også diskuterede i min anmeldelse af Guardians of the Galaxy. I den forstand kunne man lave en fortolkning af Ursula som et tilbagevendende maternalt objekt. Ariels må gå igennem dette traume for at opfylde sin fantasis præmisser, hvilken kræver det som kompensation for det underlæggende traume.

Det er i den sammenhæng også interessant at Marvel, som lavede Guardians of the Galaxy, også er ejet af Disney. Hvis man googler ”dead mother” vil man ligeledes få en Wikipedia-side med en liste over døde mødre, og så kan ens drøm om at blive dansklærer endelig gå i opfyldelse.

Trancendensmotivet

Angående trancendensmotivet, som er i fokus her, er det først og fremmest vigtigt at pointere, at H. C. Andersens oprindelige perspektiv på historien, hans ide om trancendens, bliver fladet ud i Disneys fortolkning. En replik i musical versionen refererer til det faktum at Ariel vil være sammen med en anden race. Med sådan en vinkling kunne historien pludselig ligeså godt have handlet om en mand der vil leve med bjørne, som Timothy Treadwell i Herzogs ”Grizzly Man”. For den sags skyld kunne man i halvfemserne have indspillet Den Lille Havfrue med Freddie Prince Junior i hovedrollen og fået den til at handle om hans forsøg på at komme ind i en eller anden college-klike for at score en pige. Eller man kunne bare acceptere Grease som en klassisk fortolkning af eventyret.

H. C. Andersens originale vinkling af historien er således gået tabt i Disney, men dette skyldes nok også de groteske elementer som den indebar. Børn er jo sådan nogle små konservative folk, som kun forstår ting hvis de forbindes med konger, magt, bryllup imellem hvide mennesker og kærlighed uden seksualitet, såvel som historier uden jøder og handikappede.

I det originale eventyr er vi langt ude over ideer om racer, desuden ved jeg ikke om en biolog ville være enig i, at havfolk blot er en anden race af mennesker.

Den originale fortælling blev skrevet i en periode, hvor der var meget diskussion, særligt religiøs, omkring efterlivet. Eventyret er i den sammenhæng en genistreg fra Andersens side. I stedet for at tænke på den umulige ide om ”himlen”, hvilken ikke er tilgængelig for vores dødelige blik, forestiller han sig et ”niveau” som er lavere end vores. Et perspektiv hvorfra menneskenes verden fremstår som den himmel vi ikke selv kan forestille os. I stedet for at spørge hvordan tingene er i guds himmel, spørger han hvordan, hvis menneskets verden var himlen for et lavere væsen, hvad dette væsen ville se i den? Og hvor prisen for adgang til efterlivet er kroppen, det fysiske liv, spørger han hvad prisen ville være for dette lavere væsen for adgang til vores verden? I stedet for, som Grækerne, at forestille sig en halvgud, forestiller Andersen sig et halv-menneske.

På den måde har vi allerede etableret nogle vigtige koncepter omkring trancendens. Det handler om at overtræde en grænse til en anden verden med henblik på at opnå noget (prins, sjæl, penge og store bryster etc.), men der er en pris for denne overtrædelse. Vi har altså:
  • Et blik (den lille havfrue).
  • Et objekt for det begær som blikket indebærer (prinsen/kærligheden, den udødelige sjæl).
  • En grænse som adskiller blik og objekt.
  • Og en pris som skal betales for at overtræde denne grænse.

Jeg tager her havheksen som en simpel, dramatisk manifestation af mulighedsbetingelserne for at den lille havfrue kan komme på land. For at Andersens fantasi kan lade sig gøre på en troværdig måde indenfor genrens rammer, kan vi ikke have en slags menneske-fisk, som kravler rundt på land i den tro at hun kan danse og synge. Der bliver nødt til at være et magisk element i form af hendes ben. Uden havheksen virker det dog stadig helt logisk, at den lille havfrue mister sin stemme da hun kommer på land. Selvfølgelig kan de ikke forstå hende, hvis hun kunne tale ville det for mennesker være som når en kat miaver, eller en hund gør. Helt grundlæggende er hun jo blot et dyr, som vil være menneske. Hun er som Swing-King Louis i JungleBogen, bortset fra at han har styr på sit liv, og hun er en dum teenager. Teenagere og deres flyvske drømme og lyster bør i den sammenhæng ses på niveau med husdyrs krav.

Vi kan se i eventyret om den Lille Havfrue et overlap imellem den tidlige tænkning hos den franske psychoanalytiker Jacques Lacan og medieteoretiker Marshall McLuhan. Nærmere bestemt i Lacans beskrivelse af barnet i spejlfasen og McLuhans fortolkning af Narcissos-myten.

Lacan beskrev menneskebørn som værende for tidligt fødte på en specifik måde i forhold til andre pattedyr. Forstået således at imens babyers motoriske evner er meget lang tid undervejs i forhold til for eksempel en bavian-unges, så er deres hjerner meget mere udviklede. Han så dette i forlængelse af gestalt-teori, som en forudsætning for udviklingen af menneskets ego. Spejlfasen kræver ikke et reelt spejl, men blot et andet menneske, hvori barnet genkender forskellen på egne bevægelser og den andens bevægelser, således at han mentalt kan gå fra mindreværd til forventning. Forstået på den måde at hans mentale kapacitet gør ham i stand til at se i en anden det som han selv mangler: motorisk kontrol, fysisk styrke etc.

Marshall McLuhan skrev i den sammenhæng, at det som Narcissos forelskede sig i ikke var ham selv, men en forlængelse af ham selv (som en pistol er en forlængelse af armen, eller et tv er en forlængelse af synet deraf fjern-syn, tele-vision). Hans historie var ikke en historie om Narcisisme fordi han genkendte sit eget spejlbillede, men fordi han i søens spejl så noget perfekt, sin forventning om sig selv, hvilken stod i kontrast til hans reelle formåen. Han var lige præcis ikke i søens spejl, men i blikket hvorfra spejlbilledet fremstod perfekt. Dette er fundamentalt set en Lacaniansk pointe, at hvis et menneske søger noget, så søger han i sidste ende at opnå den andens perfektion, sin forventning til sig selv, det perfekte billede han har konstrueret for ikke at lade sig stresse af hans egen magtesløshed overfor verden.

I McLuhans tænkning er spejlbilledet et medie, og egoets fejl er troen på den fantasi som det skaber bag mediets repræsentation. Det fascinerende er i virkeligheden ikke mediets indhold, billedet af Narcissos, men mediet i sig selv. Han ville ikke bryde igennem mediet, men blive ét med det. Det som unge drenge vil have når de ser Saving Private Ryan og leger krig er ikke at være en del af kaoset på Omaha Beach, men at være den udødelige spektator, kameraet som svæver over slagmarken og oplever alt uden at betale dødelighedens pris.

Den Lille Havfrue gentager på mange måder Narcissos-myten. Havfruerne er afskåret fra menneskets verden, de kan kun se på og kun interagere såfremt menneskene ramler ind i deres verden. I den forstand går Andersens trancendensmotiv begge vej, men som han skriver kommer menneskene ”kun som døde til Havkongens Slot”. Modsat den Lille Havfrues rejse, er de druknedes dog ikke frivillig og prisen fatal.

Den deprimerende pointe i Narcissos myten er i den sammenhæng, at trancendens ikke kan lade sig gøre. Selv hvis Narcissos havde overlevet faldet, så havde han stadig ikke opnået sit mål. Dette er en anden grund til at Andersen introducerer havheksen: Kun med magi kan prisen betales. I den forstand kan man sige at Andersens ide ikke engang som fiktion er mulig. Det er dette problem som drev hele romantikkens tænkning, at det som befinder sig på den anden side af mediet, af spejlingen, forestillingen om himlen, forudsættes af fantasi. Der er, som Lacan ville have sagt det, intet reelt objekt. Eller mere specifikt så er det reelle objekt fantasien i sig selv, hvilket vil sige, som allerede sagt, at det man forestiller sig på den anden side af spejlbilledet er fantasien i spejlbilledet som så. Det perfekte billede som mediet påstår at mediere er et produkt af mediet selv. Når drømmeren kigger ud i horisonten, så er hans højeste ønske at kunne leve i det han ser, såfremt han ser det fra det sted hvor han sidder. Han er fanget i positionen som voyeur, konstant stresset over afstanden til hans begærsobjekt, men også vel bevidst om, at der uden afstanden intet objekt er. Det er altså den grænse som man ønsker at overskride, der er selve forudsætningen for det man fantaserer om at opnå.

Andersens geni består derfor også i at vise den uendelige regress som ville finde sted hvis grænsen kunne overskrides. For den Lille Havfrue betaler for overskridelsen med den kvalitet som er mulighedsbetingelsen for opfyldelsen af hendes begær, hendes stemme. I den forstand bliver hun, som i Narcissos, prinsens Ekko. Lydløst følger hun ham overalt ude af stand til at specificere sin lyst, ude af stand til at påvirke ham. Imens hun ikke gentager alt hvad han siger, så er hun som Ekko blot en bekræftelse af ham. Hun er et objekt for ham, som han kan kysse på, men hvem det er utænkeligt at gifte sig med. Det ville være som at gifte sig med en stol, eller et tøjdyr, hendes funktion som objekt værende udelukkende at underholde og bekræfte ham. Med bekræftelse mener jeg blandt andet at det er på grund af hendes tilstedeværelse, at han i sidste ende finder sin hustru.

I den forstand er forskellen på de to at havfruen antager at hun kan opnå fantasien, hvor prinsen, som en god voyeur, holder afstand til objekter i husholdningen for at kunne værdsætte dem.

Nu tættere havfruen kommer på objektet (fantasien om prinsen), nu mere uopnåeligt bliver det og trods sin overtrædelse, sit offer, forbliver hun derfor kun et blik.

Det interessante tvist i eventyret, er situationen da havfruen vælger at blive på den anden side af grænsen. Marshall McLuhan diskuterede i forbindelse med sin læsning af Narcissos-myten, medier som det han kaldte ”auto-amputation”. Såfremt en bil er en forlængelse af benene, så er den også en neural amputation af benene, omend midlertidigt, i den forstand at den er et eksternt objekt. Du tilgår dens potentiale ved afgivelse af dine bens potentiale. Dette kan ses som en helt biologisk pointe, at hvis du holder op med at bruge dine ben, så holder de også op med at virke. Intet system er stærkere end mængden af ting som stresser det. Når du vender dig til at bruge diverse objekter fra din dagligdag, og som disse objekters anvendelse bliver en del af din rutine, deres funktioner gøres underbevidste, selvfølgelige, så bliver du deres servo-mekanisme. De er en forlængelse af dig, fordi de er blevet en fast integreret del af din hverdag, din væren. I dit forsøg på at gøre din bil til et internt objekt, har du gjort dine ben til eksternt objekt. Ligeledes har du ved at forlænge dit syn igennem tv, amputeret dit blik. I samme grad som du har internaliseret tv har du eksternaliseret dit blik, det som tv’et er en forlængelse af. Dette er en del af forudsætningen for at vi mennesker kan bruge alle vores objekter. Hvis det ikke var sådan ville folk med briller konstant være opmærksom på at de havde dem på og det ville være irriterende. Vi vender os til sådanne ting, for at mindske irritation så vi kan fokusere på andre dele af vores overlevelse, det er smart nok.

Det som den lille havfrue, som en dum teenager siger ja til, er at leve i sit amputerede blik. Hun opnår så at sige mediets guddommelige spektatorposition, men det er på bekostning af den position hvorfra hendes voyeurisme gav mening og adgang til fantasien. Hun er passiv som et medie, et objekt, og det er kun igennem et eller andet børnevenligt fjolleri, som Andersen ligewinger sig frem til, at hun kan få sin udødelige sjæl, det som man skal have for at kunne leve i fantasien. Den sidste del er altså lidt ligegyldigt, men det er interessant at Andersen søger at formulere det der bliver tilbage når udgangspunktet for amputation af blikket forsvinder.

Som vi skal se kommer Kubrick meget dybere i dette.

Musikallen var da meget flot. De nye sange kunne dog ikke hamle op med de gamle, hvilke jo er fra den periode, hvor danskerne rent faktisk gik op i at oversætte Disney sange og af og til formåede at gøre oversættelsen bedre end originalen.

6/10 (Anders Birkov i rollen som Grimsby, kommer med en åbenlyst seksuel joke om trillinger, hvilken er langt grovere end noget Linje 3 nogensinde har lavet og derfor bedre).

Produktionsår: 2014

Medvirkende: Kristine Yde, Christian Lund, Anders Bircow