Børnebog om drengen Casper der drager ud i verden sammen med den sindrige høne.

Det bliver en begivenhedsrig rejse, og de møder et fremmedartet udvalg af faunaen i deres særlige Verden, blandt andre triste polyfanter, muntre løver, gamle mænd og forlorne ænder.

Takket være de opklarende, tegneserieagtige illustrationer ved vi også, hvordan triste polyfanter ser ud, og vi har et billede af den lille ’Noahs ark’ på vej over vandet såvel som af den muntre løve, der underholder ved lejrbålet under en mørkeblå nattehimmel.

De forskellige dyr har hver deres historie at fortælle, om at være arveligt belastet eller om være munter fordi man bor langt væk fra de triste. Polyfanterne er triste, fordi det er noget de har arvet, og de har det ikke så dårligt med at være triste. Tværtimod bliver de jo så aldrig så glade, at de revner. De forlorne ænder har en lignende historie, og det at være forloren and har den umistelige fordel, at de aldrig bliver jaget, for ingen jæger vil hjembringe en forloren and.

Casper og den sindrige høne, der virkeligt er sindrig – og også lidt følsom, møder flere interessante dyr såsom gariffer og krokeduller, og til sidst finder Casper og vennerne den Verden, som de har ledt efter, og Casper fejrer sin otteårs fødselsdag med sine nye venner og sin familie, og den sindrige høne bliver værdsat efter fortjeneste.

Der er også to lette sange i bogen, noderne er anbragt bagest i bogen. Samlet en lidt sjov, lidt fjollet historie i udmærket tempo måske særligt velegnet til de fire – otte årige.

Ivar G. Jonsson
Casper og den sindrige høne
Tegninger af Rasmus Jensen
76 sider
mellemgaard
Udgivet: September 2011

Birte Strandby