Carlo Garn og spøgelset
Carlo Garn er – ifølge listen over bogens hovedpersoner – pensioneret tryllekunstner med hang til gin og tonic foran fjernsynet. Den lille mumie er hans bedste ven. Han er egentligt kannibal, men klarer sig med at spise pølser, indtil han en nat vågner og føler en voldsom trang til at sætte tænderne i menneskekød. Måske vil Carlo ikke savne et enkelt ben, han bruger dem jo ikke så meget. Det er Carlo ikke enig i, og midt under deres diskussion dukker så spøgelset op og tager den ene af den lille mumies arme. Det bliver en hektisk nat med mange besynderlige indslag, blandt andet får de besøg af en sydamerikansk kaktus, der taler ualmindeligt dårligt spansk. Til sidst får de hjælp af Eddie, der er en genial opfinder. Desværre har hans opfindelser det med at eksplodere, men ellers ender historien i surrealistisk fredsommelighed.

Tegningerne er sort/hvide, let mareridtsagtige med mulighed for associationer til eksempelvis Edvard Munchs Skriget.

Cowboy Joe – verdens sejeste cowboy
At Cowboy Joe er verdens sejeste cowboy er ikke bare en påstand. Det forstår man efter at have læst de 21 grunde til, at han er så sej:

Hvor alle andre cowboys har seksløbere, der har Joe en tolvløber, og så har han en anden revolver, der skal bruges, når han skal slå rigtigt mange mennesker ihjel. Og det skal han tit. Cowboy Joe er så ond, at djævlen har mareridt om ham om natten, og hans prutter er så voldsomme, at en af dem engang forvandlede de store bjerge til ørken. Desuden har han verdens tommeste kranium – kun forsynet med en ørken, en enlig krage og en kaktus, der skal holde ørene fra hinanden. Og så er han naturligvis verdens bedste skytte.

Illustrationerne er her farverige, enkle og syrede og matcher fortællingens fantasifulde overgearing.

 

Begge fortællinger er underholdende, let grænseoverskridende, sjove på en Fupz Aakeson-lignende måde, men rigeligt vrøvlede i længden. Cowboy Joe er lidt trættende, når man når frem til den 21. grund til, at han er verdens sejeste cowboy, ligesom man kan finde, at Carlo Garns vanskeligheder bliver om ikke trivielle (for det er de ikke!), så lidt irriterende på de sidste sider. Men ellers er det underholdning på ungernes egne præmisser uden distraherende hensigter og moraler.

Carlo Garn og spøgelset
Cowboy Joe – verdens sejeste cowboy
Forfatter: Jacob Rask Nielsen
50 sider pr. stk.
Forlaget Tjubang

2008

Birte Strandby