Første del af en trilogi, der næsten til forveksling ligner Fifty Shades: En ung pige kommer til byen, møder en fantastisk smuk, magtfuld, rig mand – eksempelvis ejer han den bygning, hvor hun arbejder, og det fitness-center, hvor hun træner – og så kører resten af romanen sådan set på den elektricitet der er mellem parret. De trækker rundt med hver deres traumer fra barndommen. Det gør dem sårbare og jævnligt aggressive, hvilket virker som en fremragende begrundelse for, at historien hovedsageligt beskæftiger sig med temperamentsfulde exit’er og heftig genforeningssex, og så giver barndomstraumerne lidt tema til de relativt korte afsnit mellem parrets samlejer.

Der er forskelle i forhold til Fifty Shades: Hele sprogtonen er en anelse mere vulgær, og sproget benyttes her også som en del af den seksuelle akt, hovedpersonen er ikke jomfruelig ved romanens begyndelse, og slutningen er mindre nedslående end den er i Fifty Shades. Set fra husmoderpornografisk synsvinkel er emnet det samme, sproget er mindre jævnt, men periodisk humoristisk.

Eva har netop har fået job og lejlighed i New York. Hun er gudesmuk, og det er også Gideon, den fantastiske – og lidt farlige – elsker. Herudover er de omgivet af billedskønne sild, sexede hotties og så psykoterapeuten Dr. Petersen, der er ældre, men flot. Evas stedfar er millionær, og Gideon er god for otte milliarder. Eva er glad for sin familie, men plages af sin mors overdoserende beskyttertrang, og Gideon bryder sig ikke meget om sin familie, hvoraf mindst en har en skidt karakter, men det er en af romanens få hemmeligheder, så det skal ikke røbes hvem.

Blottet for dig – en Crossfire-roman

Sylvia Day
Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild
416 sider
Politikens Forlag
Udgivet: 19.10.2012

Birte Strandby