En amerikansk anmelder skrev, at Amis’ nye roman er så kvalmende, at den menneskelige race burde udslette sig selv med en atomkrig af bare skam over at dele genetisk kode med ham.
Det er måske nok lige på kanten, og nogen skal vel beskrive om den tid og de begivenheder, vi helst ikke vil læse om.
Amis er en dreven forfatter, men der er sjældent håb at hente i hans romaner, og her 36 år efter, at Solsjenitsyn skrev Gulag om sine egne erfaringer i de russiske fangelejre, beretter Amis nu gennem sin 86-årige jeg-fortæller om tilværelsen i fangelejren, om den håbløse brutalitet, den psykiske og fysiske mishandling, fornuftens og kærlighedens død.
Alligevel er det en slags kærlighedshistorie. Såvel fortælleren som hans bror Lev elsker den samme kvinde, jødinden Zoja der har en skikkelse som en floskel. Begge brødrene, både fortælleren, der har voldtaget sig gennem krigen, og pacifisten Lev kommer til Gulag anklaget og dømt for statsfjendtlig virksomhed. Efter otte år slækkes der på reglerne, og fortælleren får arrangeret bryllupsfest for Zoja og Lev adskillige år efter, at de er blevet gift. Festen eller rettere mødet finder sted i Mødernes hus, og det gør også begivenheder, der markerer begyndelsen af Ruslands dødskamp.
Nu sidder fortælleren som en rig, gammel mand med flere ægteskaber bag sig og bekender sit liv i fangelejren for sin afro-amerikanske steddatter. Bekendelser som de færreste fædre ville drømme om at sende videre til en datter.
Romanen virker i Amis ferme’ sprog mindre ægte end Solsjenitsyns En dag i Ivan Denisovitjs liv. Heldigvis, det er slemt nok endda.
Forfatter: Martin Amis
Oversat af Svend Ranild
208 sider.
Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 20.01.2009
Birte Strandby