Steen Harvigs tredje krimi med politiassistent Morten Krag i hovedrollen.

Nyhedsoplæser Trine Boesen får brev fra en stalker. Lidt pudsigt falder det sammen med, at hun skal være censor på en opgave om begrebet stalking med omtale af breve i lighed med det Trine har modtaget. Hun kontakter politiet, og de stiller på adressen efter 10 minutter. – Hvilket står i skarp kontrast til politiets responstider hos andre danske forfattere, såsom Susanne Staun, hvis hovedperson i Mine piger bliver nummer 42 i køen, da hun ringer til politiet.

Krimiens første mord er ualmindeligt brutalt, det maltrakterede offer er en midaldrende ejendomsmægler. Morten kobler mordet og Trines stalker, og det varer ikke længe, inden han får afdækket en klam historie fra det græske øhav. Den myrdede har sammen med tre andre oprettet et akademi i Grækenland for kreative studerende, et sted som Trine frekventerede i en periode. Akademiet viste sig at være noget andet, end det gav sig udseende af, og for Trine blev det en traumatisk oplevelse med langvarige eftervirkninger. Med til episoden hører, at hendes storesøster, der tog ned for at hente hende, forsvandt og aldrig blev fundet igen.

Mordet bliver ikke det eneste af sin slags, og Morten tager til Grækenland for at finde ondets rod. Han når ikke frem tidsnok til at forhindre yderligere mord, og trods det grundige politiarbejde kommer morderens næste handling bag på ham.

Man kan synes, at motivet for (nogle af) mordene er lidt tyndt, og at persongalleriet rummer nogle urealistiske ekstremiteter, men der er mange fint opbyggede spændingsscener og behageligt mange overraskelser.

Steen Harvig

277 sider

Siesta

Udgivet: 2013

Birte Strandby