I en hønsegård i Brighton finder man et lig eller rettere torsoen af en mand. Politiet med Roy Grace i spidsen begynder at undersøge samtlige forsvindinger i landsdelen. Senere dukker også nogle lemmer op, men hovedet er ikke så let at finde.

Af alle hårdtarbejdende og hårdt belastede politifolk er Grace særligt ramt. En ting er liget, noget andet er pressen, der tilsyneladende ved alt, hvad Grace foretager sig – nogle gange før han faktisk foretager sig noget. Dernæst får Brighton fint besøg af en megastjerne. Hun skal beskyttes på linje med kongelige, men Grace råder ikke over tilstrækkelige ressourcer, og stjernen har ydermere for nylig været udsat for attentat, så opgaven er ikke kun formel.

Herudover er der en hævner, hvis tanker læseren følger – en dybt forurettet mand uden noget at miste, der ønsker at slå megastjernen ihjel. Desuden er en gammel arvefjende af Grace blevet sat på fri fod efter 12 år i skyggen. Han er heller ingen venlig mand. Og så er der en kvinde, der ikke vil hævne men elske på sine helt egne betingelser.

Sidst men langtfra mindst kan Graces kone der har været forsvundet i 10 år snart erklæres død, så Grace og hans gravide kæreste kan gifte sig. Men heller ikke den sag er afsluttet.

Der er tæt løb mellem de potentielle bærere af forskellige psykiatriske diagnoser. Heldigvis dør en af hævnerne inden ankomst til Brighton, og en anden begår overraskende en heltedåd, mens Grace bevarer hovedet koldt og kun af og til klemmer en barnlig bebrejdelse ud mellem sidebenene: Er der nogen af jer, der ville synes det var sjovt, hvis …?

Det kræver koncentration at navigere mellem de mange tilsyneladende uafhængige begivenheder og personer, men i en hektisk slutning bindes enderne sammen, og Grace udsættes for en modbydelig spøg og en god oplevelse.

Til døden dem skiller – En Roy Grace krimi

Peter James

Oversat af Pia Trøst Nissen

384 sider

Cicero

Udgivet: 2013

Fås også som e-bog

Birte Strandby