Scenen er sat i København i en ikke så fjern fremtid. D’Angelterre er forsvundet, Torvehallerne huser det sorte marked, og iScreenen er endnu mere dominerende end nutidens iPhone. Da sker det, at det altdominerende internet danner sin egen bevidsthed, og herefter begynder nettet selv at slette ting af ringe betydning, i første omgang kunsten.

Det får følger:

Christian der ikke bare skaber valgtests men også valgresultater, er en af dem der er glad for at kunsten er forsvundet. For ham har kunsten været ‘benede kvinder og smørbuttede mænd’, der arrogant har formidlet vanskeligt stof for dumme og utilstrækkelige mennesker –

kunsten føles som en form for terror, og da den forsvandt, var det som at slippe fri.

En logisk konsekvens af den manglende kunst er, at de sørgelige, fysiske rester sælges på den sorte børs til heftige priser, en anden at nogle mennesker prøver at genskrive Johannes V. Jensens værker, og en gruppe unge slås for kunsten på Statens Museum for Kunst og må lade livet. Ester er forskeren der opdager, at nettet har fået sin egen bevidsthed, Mariana skaber sin egen nye kunst, og Thomas bliver præsten for den digitaliserede gud – en kraft der svæver mellem computere og servere, og en gud Thomas kan tro på.

I små kapitler hører vi om alle disse mennesker og hvor de er på vej hen i den kunstløse verden. De kommer kun sjældent eller aldrig i kontakt, og hvert enkelt kapitel kan læses som en afsluttet novelle. En lignende fremgangsmåde er anvendt af Kaspar Colling Nielsen i Mount København, og i romanen Sommer 39 af Werner Biermann, og det giver i de foreliggende tilfælde en fin opbygning, hvor det samlede billede tegnes af de mange små.

Jeppe Krogsgaard Christensen

April 2026

192 sider

Gyldendal

Udgivet: 30.08.2017

Birte Strandby