Annihilation

Følgende er fyldt med spoilere og mangel på respekt for læsere, som ikke har set filmen.

Beskrivelse af filmen

I sci-fi filmen Annihilation har en meteor ramt et fyrtårn og skabt en zone i området omkring fyrtårnet, hvor mystiske ting finder sted. Den amerikanske regering har evakueret området under påskud af et kemikalieudslip. Problemet er bare at zonen udvider sig langsomt, og dem der sendes ind for at undersøge den vender ikke tilbage. Én person er dog vendt tilbage, en soldat ved navn Kane (Oscar Isaac), som opsøger sin kone, biologen Lena (Nathalie Portman) efter han kommer ud. Et år efter han drog derind. Han kan ikke forklare hvor han har været og hvad der er sket, men han er syg og kort efter bliver de begge bortført af det hemmelige, statsagentur som beskæftiger sig med zonen.

 

Beskrivelse af zonen

Når jeg vælger at kalde det for zonen er det af to årsager. På den ene side er ”glimmeret” (”the Shimmer”), som de kalder det i filmen, ikke en særlig fængende oversættelse. På den anden side trækker instruktøren Alex Garland tungt på temaer som den russiske instruktør Andrei Tarkovsky udforskede i sine egne sci-fi klassikere ”Stalker” og ”Solyaris”. Imens zonen i Annihiliation er indholdsmæssigt anderledes end den i Stalker, så er den tematisk overlappende. I Stalker har du ligeledes en gruppe folk som ikke har noget at miste, der drager ind i en zone hvor mærkelige ting finder sted, og ligeledes leder de efter dens centrum. Zonen repræsenterer i begge film noget ukendt, noget der ikke passer ind i den virkelighed som karaktererne kender og ligeledes skal fundet i zonen bruges til at lappe eller på anden vis afklare personlige forhold. Med andre ord drager man ind i det ukendte for at bearbejde problemstillinger i det kendte.

I Annihilation er zonen en af de mest spændende steder i sci-fi i nyere tid. Der er tale om et område hvor alting spaltes, ikke bare som når radiobølger og lysbølger sendes igennem en krystal, her spaltes også gener. Hvilket i filmens verden udmunder sig i dyr og planter som er blandingsprodukter af hinanden. Mennesker der som en svamp vokser langs en betonmur og blomster der vokser til at forme en menneskekrop. Tarmsystemer der bliver en levende ting i sig selv. Zonen er en eksplosion af livets kaos. Alting vokser ind og ud af alting. Denne fejring af livets alt overskyggende kraft er det mest horrible et menneske kan forestille sig. Hver gang græsset betrædes er der en sandsynlighed for at blive til græs.

 

Paradokset

Annihilation udstiller perfekt det grundlæggende paradoks i menneskets tilgang til liv. Vi er levende, nogle af os i hvert fald, og vi siger tit nonsens som ”jeg elsker livet” og ”vi må beskytte alt liv” eller ”vi må have respekt for livet”. Liv er kaos og, modsat døde objekter, et uforudsigeligt kaos der forandrer sig over tid og udvikler sig efter en mystisk logik. Det genetiske kaos i Annihilation er en triumf for liv generelt, men det er også, som titlen indikerer, en udryddelse for mennesker. Dets brand af liv er brutalt, forkert og fuldstændigt psykologisk uacceptabelt. Hele filmen igennem væmmes jeg som seer ved at karaktererne bare rører ved ting og befinder sig steder. For hver eneste interaktion de foretager sig i zonen kan lede til genetisk spaltning. Ideen om ikke at være genetisk konsistent, at man ikke engang kan have følelsen af at stole på sin egen krop, slår hårdt. Det er følelsen af uundgåelig udryddelse. Ikke af livet, men af forudsætningen for at erkende det på en meningsfuld måde, menneskeheden. Og den kommer af selve livets kaos, den konstante, uforudsigelige og klamme reproduktion og videreførelse af alt. Derfor er menneskets opfattelse af verden et paradoks, for vi vil ikke have liv i den forstand som vores egen natur tilbyder det. Vi har brug for døden for at kunne acceptere den blotte ide om liv i allermest bogstavelige forstand. Det bedste ved livet er alle de døde ting. Alle objekterne i vores hverdag som står fast og stadig er der når vi åbner øjnene. Vores kærlighed til livet er et skalkeskjul for vores fascination af døde, afgrænsede ting. Ting vi kan styre, forstå og som ikke udvikler sig hurtigere end os selv.

I den forstand repræsenterer zonen ikke bare menneskets ophør, men ophøret af mening. I zonen er mennesker ikke afgrænset, men en del af alt andet og de har intet sted hvorfra de kan anvende det overblik som bevidsthed ellers giver. Udryddelsen af mennesket er derfor ikke det samme som døden. Døden er nænsom, men udryddelse er brutal og tillader ikke den samme ro i døden. Udryddelse er en tilbagevenden, en adskillelse af de fragmenter man består af. Derfor giver Alex Garland også et ganske tvetydigt billede af udryddelse. For det indebærer en guddommelig perfektion. Zonen tillader, som mange religioner også gør sig ideer om, ophøret af grænsen mellem mennesket og alt andet. Zonen tillader at man kan blive ét med naturen. Dette er dog i praksis en skræmmende ting, for forudsætningen for at opleve denne ét-hed, denne sammensmeltning er at den ikke forekommer. Bevidsthed og oplevelse kræver at man er afgrænset som et levende væsen fra alt andet. Udryddelse tilbyder således både en intethed i form af ikke væren og en mangfoldighed i form af det at være alt. Intet og alt samles så at sige på samme sted og afslører på én og samme tid en tom, sort afgrund og en guddommelig væren.

 

Parforholdsmetaforen som vejede for meget

Et af de greb som Alex Garland anvender er at give historiens mysticisme en solid dramatisk rygrad, som tillader publikum at finde mening, når de konfronteres med meningsløsheden. Denne dramatiske rygrad finder han i hovedpersonens parforhold.

Det er i en vis forstand ironisk at fortællingen om menings ophør kun giver mening i kontekst af en af de mest grundlæggende meningsstrukturer som mennesker har.

Det er dog også et ganske godt valg. Ikke mindst brugte den russiske instruktør Andrei Tarkovsky samme greb i sin egen sci-fi klassiker, som bestemt er et tematisk forlæg til Garlands værk, Solyaris. Hertil har parforholdet som motiv også dybe rødder i alle menneskelige fortællinger. Altid er det et udgangspunkt for konflikt, hvilket giver mening da parforholdet jo leder til forudsætningen for vores evolutionære udviklingen og derfor er naturligt konfliktfyldt. To personer, som ikke er genetisk relateret, skal finde sammen på trods af alle mulige faktorer.

Giver man filmen en klassisk freudiansk fortolkning finder man da også, at det undertrykte traume, som vender tilbage fra hovedpersonens underbevidsthed i form af et magisk eller overdrevet element, i denne situation er Lenas mangel på reproduktiv succes. Spaltningen af DNA i zonen og frygten for den, kan hurtigt ses som Lenas frygt for den mere konkrete ”spaltning” af DNA som resulterer i et barn.

Som en sarkastisk følge af Albert Camus med hang til glidebaneargumenter svarer Lena, da hun til en jobsamtale spurgt om hun har tænkt sig at få børn: ”Få børn?”, ”hvorfor ikke bare spalte mit DNA!”, ”hvorfor ikke bare lave en eksakt kopi af mig selv?”, ”hvorfor ikke bare spalte alle verdens dyr og levende væsener på tværs af arter og kneppe hele lortet?”.

Det kan virke som en overdreven position at tage, men den generelle frygt er der et sted i den menneskelige psyke. Særligt for en selvhøjtidelig, arrogant akademiker som Lena. Den tematiske konflikt understreges endnu mere ved Lenas akademiske, tilbagetrukne væremåde, som for at sige: ”hvorfor forlade den akademiske, teoretiske verdens præcision og klarhed, for at beskæftige sig med noget så vulgært og kaotisk som reproduktion?” Positionen understreges yderligere da Lena er sin mand Kane utro med en anden akademiker, som rationaliserer og legitimerer sit eget utroskab ved at forklare hvor perfekt det er i teorien.

Parforholdsmotivet danner kontekst for hele fortællingen og driver den også som en overordnet ramme. Præmissen for Lenas deltagelse i projektet er bogstaveligt talt at ville redde sin mand, Kane. Der er flere aspekter af den redning end som så. Han har ikke været sig selv efter han kom tilbage fra zonen, og det hun vil redde er i den forstand sådan som hun husker ham. En del er redningen er så at sige at finde ud af hvorfor han er blevet som han er. Hun vil redde sit eget billede af sin mand. Enten ved at få ham til at blive ”sig selv” eller ved at forstå hvordan han stadig er ”sig selv”, hvilket er at forstå hvilke faktorer der forandrede ham.

Denne del af fortællingen er en slags tilføjelse til Tarkovskys Solyaris, hvor en astronaut kommer i kontakt med en planet som reproducerer hans inderste ønsker. Ønsker som igen vedrører parforholdet. Han får med andre ord sin afdøde kone at se igen, problemet er bare at hun kun kan reproduceres ud fra hans minder om hende. Det han får er således hans kone frarøvet alle de dimensioner som fik ham til at elske hende. Forudsætningen for attraktion er paradoksalt nok det ukontrollable aspekt af den anden, partneren. Det som gør mennesket til en tredimensionel, autonom entitet. Det vil sige den andens afgrænsning fra ens egen fantasi om den anden.

Det som forstyrrer Lena i Annihilation er omvendt den fuldstændige ukendelige, uoverskuelighed i det fremmede aspekt af hendes mand. Det vil sige den modsatte problemstilling i forhold til Solyaris. Lena får ikke fra zonen sin egen fantasi om sin mand repræsenteret, men omvendt alle de aspekter af ham, som ikke passer med hendes fantasi. Det vil sige en anden, som er for meget en anden, som er uacceptabel. Man kan på den måde læse filmen, på en lidt klassisk konservativ måde og sige, at for at Lena kan genoprette parforholdet, må hun drage ind i det ukendte, for at afsløre de ukendte aspekter af sin partner. Filmen er imidlertid ikke konservativ på den måde, i hvert fald ikke i en klassisk forstand. For Lenas opdagelser i zonen viser at manden rent faktisk ikke var hendes mand. Der var intet i ham, som stemte overens med hendes fantasier om ham og forventninger til ham. Ikke nok med det finder hun, at hun ikke engang kan være sikker på at hun selv er sig selv.

Annihilation spiller i det hele taget på denne overordnede eksistentielle angst og er i den forstand et postmoderne værk. Ikke engang i naturen finder vi det stringente, autoritære regelsæt vi leder efter til at strukturere vores hverdag og give verden mening. Hver eneste gang vi kigger på den, som når Lena i løbet af filmen ser på både zonen og sig selv igennem et mikroskop, bliver den blot mere detaljeret og mere kaotisk.

Filmen giver dog stadig en konservativ besvarelse på sit tema. De to elskende får hinanden til sidst og erkender at ingen af dem er den de troede de var og ingen af dem ved hvor de har været. Parforholdet varer dog ved. Ikke fordi det giver mening i forhold til verdenen, men som en slags pragmatisk valg. Verden er et tomt kaos og hvis vi vil have struktur, så må vi bare prøve at lade som om at de er der. Man kan altså tale om en slags nykonservativisme som erkender den postmoderne ophævelse af strukturer og derefter konkluderer at tilvalget af struktur har en paradoksal, implicit mening.

Uanset fortolkning er ideen med zonen og filmens forløsning så mesterligt udført og føles så ny og frisk, at imens parforholdsmotivet har en klar funktion og fungerer, så føler jeg at det holder filmen lidt tilbage. Som et anker holder parforholdsmotivet filmen på jorden, hvor den kunne være gået endnu videre. Selvfølgelig med den konsekvens at den var blevet endnu mere niche end den er. Der er ganske enkelt så langt fra de ideer som filmen leger med, med hensyn til dens rolle som sci-fi, og problemer med parforholdet, at det har en underminerende effekt for filmens symbolske muligheder. Parforholdsmotivet reducerer filmens ideer fra at være reelle overvejelser om hvad fremtiden kan byde, til at være en metafor.

I en mere praktisk forstand ses samme problemstilling i filmens visuelle tiltag. En problemstilling som genkendes fra film som Inception og Doctor Strange. Filmens præmis sætter en alt for løs ramme for filmens stil. Ligesom man kunne spørge hvorfor Inception ikke var fyldt med drager og spøjse spøjsheder, kan man spørge hvorfor græsset i Annihilation stadig ligner græs? Hvad som helst kunne være sket hvis den grundlæggende præmis er at alting spaltes, men filmens univers fremstiller en verden hvor måske 5% af alting spaltes. Langt det meste af hvad der foregår følger konventionelle regler. Det er klart at går man for langt, får man film som Tim Burtons skrækkelige fortolkninger af Alice in Wonderland, eller andre ting der er ulidelige at se på. Alligevel giver de valg der er blevet truffet, som er gode valg, en fornemmelse af at der kunne være mere, fordi præmissen er så åben. Derfor tæres der på min ”suspension of disbelief” for jeg kan ikke lade være med at tænke at dit og dat kunne være sådan og sådan. Ligesom jeg også tænkte det under Inception. Et tiltag Alex Garland bruger effektivt til at dæmpe denne effekt er hans meget markante stil. Filmens karakterer er alle i udgangspunktet tilbagetrukne og møder udryddelsen med en langsom, grundigt reflekterende og anspændt mine. De er med andre ord ikke helt rigtige mennesker, men rigtige nok til at være troværdige. De er, som jeg ville forvente at mennesker lod til at være i absurdisten Albert Camus øjne. Hvilket hæver grænsen for hvor meget jeg som seer er klar til at acceptere. Stadig er det ikke helt nok og jeg kan ikke leve mig helt ind i filmen, fordi jeg konstant tænker på de ting i dens univers som jeg ville forvente at se, givet dens præmis, men som ikke vises fordi det ville blive fjollet.

Vurdering: 8/10

 

Konservativ tolkning af det radikale feministiske projekt

Er man lidt fræk kan man også tolke filmen som en konservativ forståelse af det, moderne, radikale feministiske projekt. Radikal feminisme søger ikke blot at udrydde de overordnede meningsstrukturer som postmodernisterne var efter i 90’erne, som nationalstatens autoritet, ideologiske hierarkier og så fremdeles, den søger også udryddelsen af meningsstrukturer som har fysiske forudsætninger. Eksempelvis som det biologiske køn, genetik etc.. Man kan se denne radikale udryddelse af mening som repræsenteret ved zonens kaos. Zonen er i den forstand et sted hvor radikale feminister har ret i deres antagelser om verden. Et sted hvor opdelinger mellem køn og art rent faktisk ikke giver mening. Interessant i den sammenhæng at den produceres ved en indtrængen af et ukendt, flyvende objekt udefra. Hvilket er måden som konservative tolker alle problemstillinger i samfundet på, altså at de kommer udefra.

Fem rationelle, højtuddannede kvinder drager ind i zonen og forsøger at finde ud af om den giver mening. Den eneste mening, som den eneste overlevende, Lena, finder derinde er en slags rumvæsen som blot spejler alt hvad den ser. Som Lena selv kommenterer er hun ikke sikker på at den ved hvad den laver.

Annihilation

Udgivelsesår: 2017

Instruktion: Alex Garland

Kendte ansigter: Nathalie Portman, Oscar Isaac, Jennifer Jason Leigh