Amour

Instruktør Micheal Haneke er kendt som iskongen (The ice king). Hans film bærer alle en aura af kølig fordømmelse. Hans kamera er altid helt roligt, ofte fokuseret på objekter og i den sammenhæng tilsyneladende uinteresseret i ansigter og dermed følelser.

Den sociale orden

Kameraets, eller fortællerens undertrykkelse af medfølelse og empati kan siges, at understøtte et af de større temaer, som Haneke ofte vender tilbage til i sine film, den sociale ordensundertrykkelse. Hans hovedpersoner er altid under pres, enten fra samfundet, eller individer, men altid af kameraet, den undertrykkende fortæller. I flere af hans tidligere film ser vi tydeligt dette tema: I Det Hvide Bånd finder vi undertrykkelsen i form af en slags uudtalt, social orden, som på en og samme tid er fuldstændig skjult og larmede tilstede, som en motor bag alt hvad der sker. I Funny Games kommer undertrykkelsen til udtryk i sin totalt omvendte form. Ikke som den sociale orden men som det den sociale orden skal beskytte os imod, den kriminelle, den fremmede, som tvinger sig adgang til vores hjem. Interessant nok bygger truslen udefra sig selv op som en naturlig konsekvens af den sociale ordens virke. De to gerningsmænd starter hovedpersonernes tragedie ved blot at bede om æg.

I The Piano Teacher følger vi endnu et perspektiv i form af en kvinde hvis rolle som mester, pianist og lærerinde er at opretholde den sociale orden. Hun viser sig på engang at være undertrykkeren og den undertrykte.

Kærlighed

I Amour er det ligeledes de undertrykkende konventioner, som Haneke griber fat i. Historien er simpel. Et ældre ægtepar forsøger at nyde deres sidste dage sammen i deres lejlighed i Paris. Kvinden begynder at få problemer med helbredet og alle forsøg på at hjælpe hende, ser ud til blot at gøre tingene værre.

Det fundamentale problem er selvfølgelig vores naive tro på, at livet er helligt. Selv hvis man ikke er religiøs, har vi alle problemer med døden om ikke andet så for os selv og vores nærmeste.

Uden at afsløre for meget ender filmen så brutalt, som det lader sig gøre og viser med denne brutalitet, hvordan vores insisteren på at opretholde livet som noget smukt, resulterer i det præcist modsatte. Det er det konstante forsøg på at benægte døden, som ender med at gøre den så meget mere forfærdelig.

Næstekærlighed

Det ældre pars datter fremvises som billedet på samfundets dobbeltmoral. En yngre generation som gør alt for at holde den ældre generation i live, ikke for at de ældre skal have det godt, men således, at den yngre generation kan have det godt med sig selv.

Af og til dukker datteren op i parrets lejlighed for at se sin moders tilsand, hvorefter hun græder. Imens hun græder, taler hun om sine egne problemer. Hendes moders lidelse er blot et værktøj, som hun kan bruge til at have ondt af sig selv og sit eget liv.

Repræsentation

Igennem filmen minder Haneke os konstant om forskellen på billede og virkelighed. Vi lever i vores kultur, hvilken vi på daglig basis konfronterer os selv med i form af billeder, tekster, musik etc.. Repræsentationer som alle fremhæver diverse aspekter af livet, men som nødvendigvis må udlade noget. Det som udelades er præcis det der gør forskellen på en tekst om at leve og livet selv. Repræsentationen er grundet sin form som repræsentation, som medie (tekst, film, musik etc.) sublim i sin natur. Derfor er den også en løgn, en forsimpling. Den fortæller os ikke, hvordan tingene reelt er, men hvordan de burde være. Selv når den påstår at være socialrealistisk eller tragisk. Den gamle mediefilosofi om, at læseren, eller seeren, eller lytteren ønsker i kraft af sin rolle at trænge igennem mediet er forkert. Ingen kunne ønske sig at opleve den fare det er at være på slagmarken i Saving Private Ryan eller lignende. Det som tiltrækker os er ikke det, som mediet fortæller om men selve den fortællende effekt i mediet. Vi vil ikke være Tom Hanks på Omaha Beach, vi vil gerne være den udødelige spektator-position, som er selve kameraet. Det er denne, fortællingens sublime dimension, som lyver for os, som i kulturens kredsløb stiller os krav, som vi ikke kan leve op til. Her finder Haneke udgangspunktet for problematiske selvfølgeligheder, som for eksempel at livet er helligt.

Håndværk

Som altid er Hanekes håndværk som en slags formmæssig ironi fuldstændig sublimt. Præstationerne er stærke, alting spiller. Det sagt har Haneke været her før og man kan også blive træt af fortællingens næsten sadistiske forhold til hovedpersonerne. Det hele giver mening rent tematisk, der er ingen, som så illegale handlinger, hvor Hanecke overdriver for egen nydelses skyld og virkelig bliver sadistisk, som i Funny Games. Alligevel virker det, som om at den oscar, som filmen fik for bedste udenlandske film, måske egentlig mere var en oscar til Hanekes karriere, sådan tolkede jeg det i hvert fald. Amour er en god film og jeg vil meget hellere se flere film i samme boldgade, end hvad der kommer ud af Hollywood, men den tilføjer ikke noget nyt til Hanekes verden eller vores. Man kan analysere meget på den, hvis man vil, men mere end noget andet er den et indlæg til debatten om aktiv dødshjælp. I den sammenhæng plejer Haneke, at være meget mere interessant rent ideologisk.