Mindreværd

Den klassiske historie om en ung mand, en nørd, som bliver mobbet, og hvis liv kun virker tåleligt på grund af fantasien om en kvinde, som i virkeligheden er uopnåelig. Ja, faktisk er hun jo sammen med lige præcis den mand, som er hovedpersonens nemesis.

Alle heltefortællinger, som tager dette udgangspunkt er grundlæggende variationer over det samme freudianske tema, hvori patienten i fantasien forestiller sig, at hans afmagt i virkeligheden kommer af overdreven styrke. Grunden til, at han har problemer, er ikke, at han er en svag karakter, men derimod at han er så stærk, at han ikke altid kan beherske sine umådelige kræfter, når han møder alle de problemer, som hans omverden byder ham. Således opstår helten og hans motto ”with great power comes great responsibility”. Med andre ord er problemet ikke patientens, men omverdenens. Desværre er han samtidig den eneste, som kan løse alle omverdenens problemer, da han jo er så stærk. På den måde formår patienten på en og samme tid at benægte sine problemer og påtage sig ansvaret for dem, men kun hvis det anerkendes, at han er magtfuld nok til at håndtere dem. Peter Parker eksternaliserer sit problem: ”Jeg er ikke svag, grunden til, at jeg ikke får pigen er, at en ekstern agent (den anden mand) altid kommer i vejen og udfordrer min umådelige styrke”.

Nice Guys

For Peter Parker er der tale om det klassiske nice-guy-kompleks, hvori patienten tror, at det at han ikke kan lide den mand, som han ser som havende det, han selv vil have (kvinden som objekt for den maskuline fantasi (Mary Jane)), automatisk gør, at han selv er et bedre menneske. Relationen imellem kvinden og denne anden mand er for Peter Parker, patienten, en falsk relation. Det er dog værd at notere sig, hvor lidt patienten beskæftiger sig med denne relation. Konklusionen er blot, at relationen er falsk. Den maksimale dybde af hans analyse af relationen bliver aldrig til mere, end at kvinden er dårlig til at vælge sine mænd og burde have valgt ham i stedet, fordi han jo er et meget bedre menneske. Ikke fordi han reelt er et bedre menneske, men fordi han på paradoksal vis, som nævnt ser det, at han ikke kan lide den anden mand som beviset på dette. Med andre ord er den anden mand et dårligt menneske, fordi han har taget det, som hovedpersonen ville have. Beviset for patientens overlegenhed som menneske bunder altså i hans objektificering af kvinden.

Fantasiens projekt

I sin heltefantasi ender patientens konklusion som altid med at være, at grunden til, at han og hans udkårne i sidste ende ikke kan få hinanden, selvfølgelig er hans umådelige magt. Det tætteste han kommer på at få hvad han vil have er at gøre sig selv til objekt for en relation, som han forestiller sig, at hans udkårne har til ham. Hans fantasi kan ikke ændre virkeligheden, men den kan skabe et scenarie, hvori virkeligheden ikke behøver at blive ændret. Hele processen kan opsummeres i én scene, som man ofte ser i komedie-serier, hvori den indbildske hovedperson siger til en kvinde, som aldrig har set ham før ”jeg ved godt at du vil have mig, men jeg er for smart, stærk og vigtig til, at vi kan være sammen”. Hovedpersonen fritager hende fra selv at skulle sige noget i sammenhængen. På den måde undgår han også at blive konfronteret med det nederlag, som er grunden til, at fantasien blev nødvendig til at starte med.

Nederlaget

Nederlaget som fantasien er baseret på er altid allerede et faktum, derfor fantasien. Fantasien opstår det øjeblik, hvor nederlaget egentlig burde være blevet indset. Fantasien er erstatningen for denne indsigt, en løgn, som holder alting i gang lidt endnu. Dette illustreres fint i film som denne igennem det, at hele fortællingen og dermed hovedpersonens fantasi starter med et hvad hvis nu. ”Hvad hvis nu, at det umulige skete, at jeg ved et tilfælde (bidt af edderkop) blev givet kræfter til at overkomme mine problemer”. Dette hvad hvis nu markerer indgangen til fantasien, det faktum, at virkeligheden er en anden. Forskellen på virkeligheden og heltefortællingen er, at i virkeligheden må dette hvad hvis nu undertrykkes, således at fantasien ikke forstyrres. Interessant nok kan man lige præcis for den første Spider-Man film sige, at der også sker en undertrykkelse, men det er i en meget subtil forstand. Det er blot overvejelsen omkring, hvor let det egentlig er for Peter Parker at finde ind i det skumle rum med den magiske edderkop. Man kan ikke lade være med at tænke, at edderkoppen kunne have bidt en helt masse andre. Det faktum, at vi aldrig hører mere til edderkoppen i løbet af filmen kan ses som en slags undertrykkelse. Edderkoppen eksisterede kun så længe som det tog for den at aktualisere hovedpersonens fantasi. Derefter forsvinder edderkoppen ud af fortællingen. Det øjeblik hvor fantasiens oprindelse afsløres, er det øjeblik hvor fantasien kollapser.

Fantasiens begrænsning

I Spider-Man kommer umuligheden af hovedpersonen og hans udkårnes sexuelle relation til udtryk, som i alle heltefilm, ved erstatningen af det oprindelige objekt for en endnu mere ekstrem version af samme. Grønne Goblin skabes i næsten samme øjeblik, som Peter besejrer Mary Janes kæreste i nærkamp. Fantasien kan som sagt ikke ændre den virkelige verden, så selvom den kan eksternalisere en konflikt, som i virkeligheden er en intern konflikt i hovedpersonen, bliver den nødt til at akkommodere alle parter i denne eksternalisering således at hovedpersonens forløsning i sidste ende stadig er umulig. Hvis hovedpersonen fantaserer om, at være en mægtig superhelt, så er forøgelsen af hans magt i fantasien kun mulig på bekostning af en ligeså stor forøgelse af hans problemers omfang. Deraf Grønne Goblin, den værdige modstander.

Fantasiens paradoks

Film og specielt heltefortællingers konstante tilbagevenden til dette tema, siger noget om ikke bare at filmindustrien indeholder rigtig mange svage mænd (klassisk forfattertræk), men også at motivet ses som værende så fastlåst, at en ændring kræver noget fuldstændigt radikalt, som superkræfter. Motivet vidner i den forstand om hvor svag den svage mand egentligt er. Den eneste ændring han kan forestille sig er en radikal, overnaturlig ændring, som kommer af eksterne forhold. Deraf kan vi også se det begreb, som i psykoanalysen kaldes the return of the repressed (det undertryktes tilbagevenden). Fantasien er i sig selv et vidne om sin egen umulighed. Den afslører ved sin blotte eksistens det nederlag, som den eksisterer for at skjule og som er uundgåeligt i dens fortælling.

Edderkoppen

Med hensyn til edderkoppemotivet kunne man sikkert hurtigt drage nogle konklusioner i forhold til, hvad en edderkop foretager sig i virkeligheden. Man kunne sige, at en edderkops adfærd i et vist omfang kan overføres, som metafor, på fortællingen om Peter Parker. Det ville være interessant at gøre. Jeg er imidlertid kommet frem til, at det spind, som Spider-Man skyder med i løbet af filmen, mest af alt minder om sæd. Det er som om han ejakulerer ud af sine hænder. Man kunne på meget upassende vis konkludere i den sammenhæng, at Spider-Man ejakulerer på alt og alle, fordi Peter Parker ikke kan få lov at ejakulere på Mary Jane.

Den primære forskel på fantasi og film er selvfølgelig, at i filmen/fiktionen, lader fantasien sig gøre. I filmen er det muligt for hovedpersonen rent faktisk, at overkommer sine problemer. Det er imidlertid interessant, hvor mange film der ikke tillader total forløsning.

Spider-Man holder stadig i dag, den er ikke specielt interessant filmet, skrevet eller klippet, men det er godt håndværk, som altid fra Sam Raimi.

7/10

Produktionsår: 2002

Instruktør: Sam Raimi

Skuespillere: Tobey Maguire, Kirsten Dunst, Willem Dafoe, Bruce Campbell, James Franco

Spilletid: 2 timer 1 minut