Karen-Hanne Stærmose Nielsen er væver og har studeret arkæologi. Dertil er hun samler, og det er hendes samling og salget af den, denne bog handler om.

Samlingen består af dragtdele, tæpper, huer, bælter, sko i lange baner, kurve og meget andet.

Karen-Hanne har analyseret og rekonstrueret oldtidstekstiler for Nationalmuseet og Odense Bys Museer. Bogen udgøres af tre samtaler – gengivet på engelsk og på dansk – med barnebarnet om samlingen, om rekonstruktioner, om Skrydstrup-kvindens bluse, og om at sætte sig ind i fejl, reparationer og væverens tankegang. Der er billeder af samlingen, og af Karen-Hannes noter og optegnelser. De tre samtaler finder sted umiddelbart før og efter udstillingen ‘En samler sælger ud’, og et år senere.

Udstillingen er speciel på flere måder. For eksempel har Karen-Hanne gemt det, hun fandt interessant, og det kan meget vel være en fejl i vævningen eller en reparation udført på en særlig måde. Hvis en reparation har været det interessante, så har Karen-Hanne måske kun gemt det stykke tekstil, hvorpå reparationen befinder sig, men ikke nødvendigvis hele klædningsstykket. Det kræver en særlig type interesse at købe et stykke stof med en fejl, fremfor eksempelvis et klædningsstykke man kan bære.

Når man har læst A Collector Sells Out, får man uværgerligt lyst til at se nærmere på samlingen, også selvom man måske ikke har det fjerneste begreb om vævning – for nu ved man lidt om, hvad man skal kigge efter. Samtalerne er gengivet med stor præcision, og de virker på sine steder også ret indforståede.

Er man væver, må der være mere guf at hente i bogen, for ikke-vævere er det en appetitvækker, så man næste gang ser nærmere på tekstiler, når man møder dem.

A Collector Sells Out

En samler sælger ud

Samtaler mellem Karen-Hanne Stærmose Nielsen og Rosita Kær

160 sider

Laboratory for Aesthetics and Ecology 

Udgivet: 2020