Nok et bidrag til ledelsesteorien. Det gode man kan sige om Ulrik Wilbeks bog er, at han har empirien i orden. Der er belæg for bogens udsagn, og der er mange glimrende, konkrete eksempler. Teorierne bag er til gengæld gammelkendte: Det handler om at fokusere på det positive, det konstruktive: En af øvelserne i forbindelse med en kamp i Hviderusland gik på at overrose alt, så den positive stemning kunne bevares, til holdet skulle på banen. Det handler også om anerkendelse og om at bringe medarbejdernes kompetencer i spil. Derved adskiller sportens verden sig ikke så meget fra erhvervslivet, og der trækkes flere erhvervsledere ind med henblik på at belyse deres ledelse og organisationskultur, blandt andre Stine Bosse og Anne Engdal fra TV2.
Bogen er biografisk og på sine steder er der én gang jeg/mig for hver linje, men generelt er det en fornuftig fremstilling af praktisk ledelsesteori. Især betragtningerne om sporten som spejl for det øvrige samfund er interessante: Svenskerne har ikke ændret forsvarsspil i 20 år. Koreanerne straffer deres spillere, hvis de taber.
Som mange ledelsesfilosoffer har berørt, så er kulturen det vigtigste i en organisation, og Wilbek gør meget ud af at fortælle, hvordan man skaber en kultur hvor medlemmerne kronisk har tilliden til at de kan vinde kampen – også selvom de er bagud med otte mål! Engagement er ligeledes en væsentlig drivkraft, og til de chefer, der ser stort på medarbejderudviklingssamtaler bør fremhæves Wilbeks 16 samtaler før en vigtig kamp – en med hver spiller – om coaching, faglig instruktion og mental træning. Det var en af vinderkampene.
Ulrik Wilbek
208 sider
Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 2012
