Trods det faktum, at hovedkarakteren, skuespilleren Philip, er 38 år gammel, har spillet Shakespeare og kan citere både Aarestrup og Johannes V. Jensen ved snart sagt enhver lejlighed, er sproget infantilt og ufikst, undtagen i de få tilfælde, hvor det er sjovt. Infantil eller måske nærmere pubertær er også den dialog der finder sted mellem hovedpersonen og dennes gode ven om glæderne ved damer og værtshuse. Det kunne have været et par teenagere der var ved at drikke hjernen ud.
Den samme mangel på rotation i toppen gør sig gældende for hans elskede Lotte, der skal ligne en gæv men lidt naiv kvinde. Under sit besøg i København afslører hun en uvidenhed og en benovelse over hovedstaden, som ville være mere passende for et bondebarn i 1700-tallet. Hovedpersonen beklager flere gange, at Lotte kun har ti års skolegang, men forfatteren har gjort hende unødigt dum og uvidende.
Generelt kan man kritisere sproget for rigtigt mange ting, og en overdreven brug af ’ret så’ springer i øjnene flere steder i romanen. Det forsonende består dels i førnævnte humor – og i den slagfærdighed der også er blandt de platte bemærkninger og så i det faktum, at romanen er skruet godt sammen. Slutningen er ganske vist banal, men der er noget raffineret ved afsnittene, hvor hovedpersonen taler med sin ’psykolog’, og personudviklingen er ikke fri for at være ganske interessant og kunne have nydt godt af en bedre sprogbehandling.
Skuespilleren Philip er ikke længere på toppen. Han har opført sig som en primadonna uden helt at være det, og der er langt mellem engagementerne. Hans forhold til karrieredrøneren Susanne bliver mere og mere akavet, og han opdager – til sin forskrækkelse? – at han er faldet for en uuddannet kvinde af folket. Det handler om at finde sig selv, og det gør han så.
Niels Bredager
219 sider
mellemgaard
Udgivet: 29.10.2012
Birte Strandby
