Wisting og en kollega er på vej hjem en sen nattetime. De har været ude på en sag med en lastbil fuld af stjålne cykler, men overhales på tilbageturen af politibiler og ambulancer. Et jordskred har fjernet 60 meter vej og mindst fire huse. Wisting optræder som en ægte helt og får hentet en lille pige op fra murbrokkerne. Man finder alle beboerne i de huse, der er ødelagt og får bragt de tilskadekomne på sygehuset. Med droner og varmesøgning afgør politiet, at man har fået alle op, men dagen efter afsløres et lig af en ung mand. Han er ikke dræbt i jordskredet, han er blevet skudt på klos hold, før jordskredet fandt sted.
Efter grundige undersøgelser når man frem til, at den afdøde er undercover politimand fra Sverige. Den bande han forsøgte at afsløre excellerer i kidnapning og pengeafpresning, og nu har de kidnappet hustruen til nordens største producent af ædelmetaller, og samme producent har fået 24 timer til at skaffe 60 kilo guld. Wisting og de svenske efterforskere har allerede en indgangsvinkel til opklaringen, men bliver blokeret, da Wisting selv kommer i klemme. Hans familie sættes under pres, hvis han ikke følger ordre.
Wisting er desperat, men han er også umådeligt kreativ, og han kommer med en løsning, der kan klare en del af problemerne. Det er nødvendigt, for kidnapperne har allerede dræbt mindst to mennesker, og de kender alt til politiets manøvrer.
Politiarbejdet er grundigt, men også hurtigt fremadskridende, og der er fint tempo på handlingen. Wisting sover for lidt, men ellers har man indtryk af, at der er mange politiressourcer til rådighed i Norge. Og hvis denne opklaring er repræsentativ, så har vi vist noget at leve op til i Danmark.
Forræderen
En William Wisting krimi
Jørn Lier Horst
Oversat af Rolf Stavnem
315 sider
Modtryk
Udgivet: 2023
Birte Strandby
Anmeldelse på dagbladet.no: https://www.dagbladet.no/bok/politiet-lekker-opplysninger/77332462