Ikke mindre end fire mord og en opklaring er der i denne roman, der alligevel ikke rigtigt ligner en krimi. Det handler snarere om en solid omgang ’panik før lukketid’ for hovedpersonen Torstens vedkommende. Han elsker sin kone Karen, fristes af søde Majbritt og forelsker sig derefter håbløst i smukke Nina, der er forhenværende model.
Lægen Torsten er på ferie fra sit ægteskab, og overværer ved et tilfælde, at en kvinde skubbes ud fra Lønstrup Klint. Han redder hendes liv og forelsker sig voldsomt i kvinden, Nina, lidet vidende om at hun blev skubbet ud over klinten af en tidligere elsker.
Manden der skubbede er en velanset advokat med en god forretning og et godt ægteskab. Han har sine udenomsprojekter, og er dårligt i stand til at holde sig fra andre kvinder i flere uger ad gangen. Og med bidrag fra en nysgerrig journalist ender det skidt for de onde, godt for de gode og middelmådigt for de tvivlsomme personager.
Personerne er typer mere end rigtige mennesker, den forsmåede hustru, psykopaten,
typen der tænkte meget over alting
Karakteren Majbritts videre skæbne har tilsyneladende ingen betydning for historien, og sproget er behandlet skødesløst:
… hun anstrengte sig meget for at se normal ud…
… de havde en god kemi med hinanden
tøjet ondulerede hendes slanke, smidige krop
at holde stramt på en hemmelighed
Referencerne er forklaret for dummies: det internationale modemagasin Vogue
Ninas barndom er gengivet med en vis indføling, men ellers er der langt mellem de gode steder, og man kunne få det indtryk, at romanen ikke er skrevet på forfatterens modersmål.
Emma Brynja Svane
316 sider
Amanda Books
Udgivet: 17.09.2012