‘Vuggestuen Smørklatten på tur er et rigtigt godt bud til en pege- og fortællebog til børn i førskolealderen. Desuden er denne farvestrålende sag lavet i et stærkt papmateriale med plastic-coatede sider, hvilket gør den totalt velegnet til både børnehaver, vuggerstuer og til alle dejlige grissende, klisterfingrede børn i den aldersgruppe. Der er vist ikke meget snavs, som man ikke med lidt fingerfærdighed og en vaskeklud kan trylle af siderne, så det er helt sikkert en af de børnebøger, der virkelig kan holde til pilfingrede, nysgerrige og legesyge børn.
Historien handler ganske enkelt om en dejlig sommerdag, hvor ungerne fra Vuggestuen Smørklatten tager på udflugt til naturlegepladsen. I den 60 liniers fortælling får vi en virkelig god beskrivelse af, hvad børnene kan opleve på sådan en dag, fra de bliver afleveret om morgenen, til de igen bliver hentet.
Vi er med de glade børn på bustur, på naturlegepladsen og når de er sammen med masser af søde kæledyr og spændende produktionsdyr. En fornøjelig dag som den optimalt kan forme sig i en daginstitution, hvis der ellers er penge på budgettet. Der er faktisk mange hændelser at samtale om på hver eneste af de store dobbeltsider, så bogen kan læses dag efter dag med stadig nye fokuseringer, og børnene kan få masser af muligheder for at fortælle deres egne historier med inspiration fra bogen. Det er en bog, hvor børnene kan pege på livet løs, både med spørgsmål og svar.
Som hjælp til børnenes ordtræning er der på hver side et kantstykke med 5 ting, der kan findes i billederne på den pågældende side.
Go’ og glad billedbog der nok skal blive populær hos de mindre børn.

Vuggestuen Smørklatten på tur
Tekst: Louise Langhoff Koch
Ill.: Inger Tobiasen
16 sider
Forlag: Gyldendal
Udg.: 18.06.2010

Jan Vandall