Britisk-pakistanske Kamila Shamsie har skrevet den tankevækkende kærlighedsroman ”Vores elskede”. Romanen beskæftiger sig med højaktuelle tematikker i form af om fremmedhad, race, politik, ISIS, magt og fordomme. Men det er i lige så høj grad en storslået fortælling om familierelationer, kærlighed, tro og om at foretage valg.

Omdrejningspunktet for romanen er de tre søskende Isma og tvillingeparret Aneeka og Parvaiz. De er vokset op i England, men har pakistanske rødder. Faren forlod dem tidligt og endte som hellig kriger for ISIS. Efter morens død har storesøsteren Isma taget hånd om sine søskende. Ved bogens begyndelse er Isma på vej videre ud i livet, nu hvor hendes søskende så småt er voksne. Hun tager til USA for at tage en ph.d. i sociologi.

Bogens røde tråd er den unge mand Parvaiz. Modsat sine to ambitiøse akademiske søstre arbejder han som grønthandlerassistent. Parvaiz virker indadvendt, bitter og usikker. Da han opsøges af Farooq fra en IS-gruppe bliver han forblændet, fordi de bruger hans savn og sorg over farens fravær til at manipulere ham med. Snart er han indrulleret i IS og på vej til Raqqa i Syrien.

”Vores elskede” består af fem dele, der fortælles på skift af fem forskellige personer. De er alle er en del af én stor overordnet beretning om syrienkrigeren Parvaiz. Hver af de fem personer belyser forskellige vinkler af tematikken og kæder fortællingen sammen. Alle personer er imidlertid så spændende at følge, at det føles af alt for lidt, at vi kun hører dem fortælle i ét afsnit hver.

Kamila Shamsie er en dygtig fortæller. Hun har sans for at beskrive mennesker, miljø og omgivelserne utrolig levende. Derfor gør historien om de tre søskende stort indtryk. Men jeg sidder også med ubesvarede spørgsmål efter endt læsning.

Som tvillinger er Aneeka og Parvaiz tæt knyttet. Derfor vil Anneka gøre alt, hvad der står i hendes magt for at hjælpe sin bror. Da Eamonn, der er søn af den britiske indenrigsminister, dukker op indleder de to et forhold, der snart får fatale følger for alle involverede.

Kamila Shamsie har forfattet en dramatisk og dragende fortælling om at foretage skæbnesvangre valg – om at være tro imod sig selv, sit land, sin tro og sine kære. ”Vores elskede” er en rørende og medrivende roman, der skildrer mange forskellige facetter i en spændende tematik.

I sit efterord fortæller forfatteren, at hun er inspireret af den græske tragedie ”Antigone”. Jeg vil anbefale læsning af http://www.oletvedskole.dk/antigone.htm , hvis man har lyst til at dykke dybere ned i denne klassiske konflikt.

Bogen er letlæselig og har et godt drive hele vejen igennem. Særligt slutningen er overraskende. Med denne skildring af en ung IS-kriger, hans familie og omgivelser, vil forfatteren skabe en mere nuanceret forståelse af en uhyre kompleks problematik. Romanen anbefales på det allervarmeste!

Vores elskede

Forfatter: Kamila Shamsie

Oversættelse: Steffen Rayburn-Maarup

Forlag: Politikens Forlag

256 sider. Indbundet

Udgivelsesdato: 21.06.2018

Anmelder: Nønne Lønne Votborg