Historikeren John Maloof købte i 2007 et par kasser på en auktion i Chicago. Han vidste ikke, hvad han ville finde i disse kasser, som ud over aviser og breve indeholdt negativer og ufremkaldte filmruller. Billederne vidnede om en fotograf med et kæmpe stort talent. Maloof brugte yderligere et par år, på at finde frem til flere af de kasser som blev solgt på auktionen, han opsøgte Vivian Maiers tidligere arbejdsgivere, og fik langsomt stykket kunstnerens historie sammen. Fotografen hed Vivian Maier, hun levede fra 1926 til 2009, og arbejdede som barnepige hos rige familier i Chicago og New York. Maier må have haft sit kamera med, overalt hvor hun gik, for hun havde efterladt sig mere end 150.000 fotografiske negativer, udover bunker af ufremkaldte filmruller.

Nyheden om Maloofs fund gik hurtigt verden rundt, og Vivian Maiers billeder har været udstillet i mange storbyer i Vesten de seneste år.

Nu kender verden til Maier som kunstner – men hvordan var hun som menneske? Det er det, Christina Hesselholdt forsøger at give et bud på med romanen ”Vivian”.

Romanen er flerstemmig, opbygget som den er, som en symfoni af stemmer. Så taler den ene, så den anden person, i små afsnit, nærmest som replikker. Vi hører blandt andre hendes mors stemme, faderen, pigen Ellen, som Vivian er barnepige for, hendes mor – og sågar dennes psykiater har også replikker i denne fortælling.

Til at orkestrere disse stemmer har vi fortælleren, som altid har drømt om at blive dirigent. ”Jeg har mine karakterer som jeg kan pege på, få til at åbne munden, skrue op og ned for.” Han kan tale direkte med personerne i fortiden, trods det at han er placeret i nutiden og har det store overblik. På den måde skifter perspektivet også hele tiden; vi ser Vivian fra skiftende vinkler, så fra hendes arbejdsgivers, så fra børnehøjde, og vi hører samtidig, hvordan hun selv tænker og taler. Det er ikke kun et positivt indtryk vi får af kunstneren. Hesselholdt skriver et billede frem af en meget sammensat kvinde, med en uhyre viljestyrke og et voldsomt temperament. Vivian er retfærdigheds- og sandhedssøgende og en excentrisk samler. Handlingen er opbygget i mindre scener, som beskriver hverdagen for Vivian og de børn hun passer. Vivian er en barnepige, som rigtignok godt kan lide børn, men samtidig synes hun, at de skal vide noget om livet udenfor havelågen. ”Jeg siger alting ligeud til mine børn(…) sandheden giver hård hud.” Hun går rundt i gaderne i Chicago med børnene, hun går forrest, ”som en hærfører” som en af forældrene på et tidspunkt beskriver det, og hun går hurtigt; ”Det eneste skidt ved børn er, at de går så langsomt!” Hun lærer dem, hvor det er ok at stjæle lidt slik med på turen, og så har hun sit kamera med hver dag, og fotograferer de mennesker de møder. Hun fotograferer med et Rolleiflex, som man ser ned i, i stedet for ind i. På den måde behøver hun ikke have øjenkontakt med den hun fotograferer, og hun kan fotografere uden selv at blive set. Hun fanger folk i øjeblikket, inden de når at stille sig an, og posere foran kameraet. Hun læser (og samler på) aviser, er politisk indigneret og sympatiserer med den sorte befolkning og de mange fattige og hjemløse. Ind imellem hører vi også om Vivians familie, og det mere end antydes, at hun har forfærdelige barndomsminder, som stadig påvirker hende. Som hun selv lakonisk formulerer det: ”Min bror er narkoman, min far er en dybt alkoholiseret voldsmand, min mor er luddoven og lever på nas (…) ingen af dem kan i øvrigt fordrage hinanden.” Med sine billeder skildrer hun livet uden for sig selv, for ”Verden er sjovere end min hjerne”, som hun siger i romanen.

Det er en svær balance at beskrive en historisk person og samtidig være fri i sin fiktion, men Hesselholdt mestrer det fuldkommen i sin roman, ved at lade fortælleren strukturere historien og lade de faktuelle begivenheder flette ind i den fiktive historie. Som f.eks. da Vivian reagerer på drabet på Martin Luther King og er til stede ved præsident Obamas indsættelse.

”Vivian” er en meget smuk, og uhyre velskrevet roman. Scenerne er nogle steder vittige og vanvittige, andre steder ømme og smertefulde, men sproget er hele tiden nærmest boblende let. Hesselholdt evner at gestalte en karakter, så man synes man kan række ud og røre ved den. Og man bliver kun nysgerrig efter at komme tættere på den gådefulde Vivian, ved at læse mere om hende, og – frem for alt – at se hendes fotografier.

Vivian: Christina Hesselholdt

Forlaget Rosinante

201 sider

Udkommet september 2016

Maibritt Lindblad