Selv i dette let beskyttede børneunivers sker der ændringer: Hovedpersonen er blevet en anelse ældre i den syvende bog, der som de øvrige seks indledes med den efterhånden poetiske gentagelse: Drengen de kaldte Vitello…
Vitello keder sig. For hverken tvillingerne Max og Hasse eller møgungen William er hjemme. Men en ny familie flytter ind i nærheden, og den ene flyttemand siger, at de har et barn på størrelse med Vitello, så det ser Vitello frem til. Desværre hedder barnet hverken Joe eller Rudi, men Kamma. Vitello vil gå hjem igen, for han leger ikke med tøser, men han vil godt lige se Kammas skøre hamster og smage småkagerne, inden han går. De når også at lege, at Kamma er prinsesse med mange guldsmykker og en sygeplejeuddannelse og Vitello er cowboy med hang til at skyde bjørne. Men til sidst vil hun være kærester. Det er totalt klamt, og Vitello skal vildt meget hjem. Men hvis hverken tvillingerne eller møgungen William er hjemme i morgen, må han jo nok lege med Kamma igen.
Det er som sædvanligt glimrende underholdning ikke mindst for den voksne oplæser. Aakeson har fat i tidens sprog, hvad der gør den let karikerede Vitello genkendelig og nærværende for både børn og voksne, måske mest for voksne. For skønt det er et barns verden, så er der eksempelvis i børnenes leg en humor, der muligvis er lettest tilgængelig for de voksne, der har fået lov til at opleve ungerne – pigen og drengen – forsøge at få Barbie og Action Man til at lege sammen – eller noget andet naturstridigt.
Vitello får en klam kæreste
Af: Kim Fupz Aakeson og Niels Bo Bojesen
32 sider
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 11.06.2009
Birte Strandby
