Vitello er ved at blive ældre og begynder at savne udfordringer i sin tilværelse. Han har siden sidste bog fået en hemmelig kæreste, der er en tøs, men ellers er der ikke noget nyt i Vitellos liv.
Men så er Vitello drengen der selv kan gøre noget. Tage tøjet omvendt på, hælde juice på sine cornflakes, kalde sig for Sorte Kurt og vennerne Max, Hasse og Wiliam for Roland, Mogens og Jack. Man kan også sætte sig omvendt på sin cykel og lade som om den er en isbjørn, køre baglæns ned ad bakken og få god fart på, inden man ryger ud på hovedvejen – og så trække en krøllet cykel hjem, hvilket tager lang tid, hvis man har skoene omvendt på. Det er trættende, men heldigvis er mor derhjemme til at give moderlig omsorg og småkager.
Også af tegningerne fremgår det, at Vitello er blevet ældre. Hans adfærd har ofte været tæt på det, man kunne kalde grænsesøgende, men det er tydeligere denne gang, og det er første gang, han ligefrem sætter livet på spil.
Han er stadigt sjov og underholdende, men der er kommet noget anstrengt ind i billedet, og måske er forfatteren selv ved at være lidt træt af knægten, de kaldte Vitello og sætter derfor livet mere på højkant. Det kan være fordi store børn bare ikke helt så nuttede som små, eller måske burde serien være stoppet ved de otte bøger. På den anden side er det en udmærket bog til højtlæsning og der kan hentes lidt visdom i Vitellos ikke alt for gennemtænkte cykeltur.
Kim Fupz Aakeson og Niels Bo Bøjesen
Vitello er bagvendt
32 sider
Gyldendal
Udgivet: 24.09.2009
Birte Strandby
