Denne lille roman er skrevet i 1994 af en nu afdød forfatterinde, og som man fornemmer af titlen har Violinen fra Auschwitz 2. verdenskrig som baggrund.

Violinbyggeren Daniel sidder i koncentrationslejren Auschwitz, og der er kilder nok, der har fortalt om, hvad det gør for dehumaniseringen. I begyndelsen tænker Daniel på sin elskede Eva. Han har hørt, at hun har det godt, og så bliver alting lidt lettere. Daniel kæmper for at bevare sig selv og sin menneskelighed, men han får ikke mange chancer, før lejrkommandanten opdager, at han er violinbygger. Det åbner en ny dør for Daniel, men det forårsager også et grusomt væddemål, og han bliver tvunget til bygge en Stradivarius. Det flytter på dødsruten, og det er med til at redde en violinist i lejren.

Beskrivelsen af Auschwitz skiller sig ikke meget ud fra de mange andre beskrivelser fra både fiktion og virkelighed, om det hårde arbejde, om volden, om den dårlige og mangelfulde kost og sulten. De syge eksperimenter som nogle læger gjorde i Det tredje Riges tjeneste berøres også og bliver et yderligere skub mod umenneskeliggørelsen.

Rammefortællingen handler om en musiker der i to-hundredåret for Mozarts død spiller i Krakow. Efterfølgende lytter han til et andet orkester, og der dukker Daniels violin op som instrument for orkestrets førsteviolinist, og vores jeg-fortæller får historien om violinbyggeren der overlevede krigen. Det er i sig selv en ret banal historie, som de fleste desværre har hørt mange gange. Det bliver den ikke mindre trist af, og forhåbentligt har de mange forfærdelige beretninger en præventiv virkning på dagens samfund.

María Àngels Anglada

Oversat af Ann-Grethe Østergaard
132 sider
Turbine
Udgivet: 27.04.2016