Sara Furus søster er handicappet. Det udløste kommentarer fra Saras veninder, da de var meget unge, og for søsteren var det værste, at Sara aldrig sagde noget til veninderne. 

I det hele taget er der mange bortvendte øjne, megen kejtethed og tøven fra mennesker der er uvante med handicaps, og det er tydeligvis et helt særligt problem for den handicappede: det at omverdenen sjældent ved, hvordan de skal tackle det. 

Med Sara Furu som guide besøger vi Egmont Højskolen, Livø, tegneren Nikoline Werdelin, politikeren Kristian Hegaard og andre der ved noget om det at leve med et handicap i dagens Danmark.

Egmont Højskolen blander mennesker med og uden handicap. Handicap kan her være Downs syndrom, autisme, cerebral parese. Tonen er ærlig og vanskelig at kapere for nyankomne. ‘Øllebrødsdressur’ og omklamrende omsorg er dømt ude. I stedet står man i madkøen i den tid en madkø med handicappede nu tager. 

Fra 1911 til 1961 var Livø åndssvageforsorg for mænd. Adskillige forsøgte at flygte – i tomme olietønder eller i flåder bygget af træer fra birkeskoven. Overlæge Christian Keller der forestod anstalten på Livø fra 1911 havde selv udviklet en IQ-test, der vurderede om intelligensen scorede over eller under 75. Samme Keller fik tilskud fra staten for hver åndssvag der blev indskrevet. Kan det have påvirket dømmekraften – eller testen? Nu er anstalterne på Live, Sprogø og i Brejning nedlagt, men handicappede er stadig en overset – en enkelt af bogens interviewpersoner sige ‘udelukket’ – gruppe af samfundet.

Kristian Hegaard har flere kommentarer til samfundets diagnosticering og behandling af handicappede. Han kæmper mod samfundets behov for at sætte minoritetsgrupper i kasser og efterlyser generelt en mere ligeværdig behandling af handicappede. I et fjernsynsprogram kørte han med sin kørestol ind i en pyramide af dåsetomater, og det lykkedes ham at få en anden kunde til at stable tomaterne og betale regningen. Det er også forskelsbehandling. 

Bogens interviewpersoner fortæller om, hvordan de klarer sig  på hvilke præmisser, hvad der kunne være bedre. Omgivelsernes stigmatisering er et særligt problem – en handicappet far med en normal søn frygter for den tid, hvor barnet begynder at opfatte, at hans far er handicappet, og han frygter, at barnet kan blive mobbet. Andre handicappede forstår godt, at de ‘normale’ har problemer i mødet med det usædvanlige. Hvad må man sige, hvad må man ikke sige, hvordan gør man? Det er udmattende for hjernen.

Vi kommer godt rundt om handicap og de daglige problemer, og får også et lille indblik i hvor der fejles politisk. Eksempelvis er det måske slet ikke en god ide, at handicapområdet ligger hos kommunerne, for har 98 kommuner tilstrækkelig specialviden om de mange forskellige handicaps og de medfølgende behov? Eller kunne det organiseres på en anden måde?

Mangler de handicappede tilstrækkelig politisk bevågenhed?

Unormale mennesker

Sonja Furu

220 sider

Strandberg Publishing

Udgivet: 09.06.2022

Birte Strandby