Håndarbejdet er tilbage, nu på Instagram. Med Rose Svanes Hæklerier får man præcis hvad man forventer: En personlig (og blid) indføring i hæklingen krydret med anekdoter og feriebilleder. Rose Svane introducerer hækling for en yngre generation bogen er 260 sider og rigt illustreret. De første hundrede sider giver meget grundige beskrivelser af helt grundlæggende masker med let-forståelige tegninger.
Der er 160 sider med opskrifter og inspiration. Hver ’kategori’ indledes med Rose Svanes egne anekdoter og tanker i forhold til den specifikke kategori. Også hendes inspirationer indgår som præsentation af hver opskrift. Som titlen antyder er bogens fokus på Rose Svanes perspektiv og er skrevet som fra en veninde, derfor kan man i stikordsregisteret også finde alt fra Jane Birkin over kvast til Mexico og muslingeskal.
Opskrifterne er ikke skrevet i passiver, men er skrevet til dig. Mange designs er præget af en boho-60’er stil. Hvad man synes om det må være en smags sag. Det bliver skrevet meget tydeligt, at udtrykket kan ændres meget ved at vælge andre garntyper og/eller andre farver. Der bliver ved hver opskrift givet bud på hvilken type af garn, der vil passe til netop denne taske-lampeskærm-bluse, så man ikke er helt ’lost’ hvis ikke man finder de mange gule og brune farver tiltalende.
Teknikkerne er let tilgængelige og bogen henvender sig mest unge mennesker, der vil lære at hækle. Bogen er med i den slow-living bølge, der ruller lige nu. Ironisk nok gør det tykke garn og det ofte grove udtryk i hæklingen at taske-lampeskærm-blusen vil kunne laves ret hurtigt. Der er ingen tusindårsprojekter her.
Alt-i-alt en god begynderbog hvor selv utålmodige sjæle hurtigt vil opleve fremskridt.
Rose Svanes Hæklerier
Af Rose Svane
272 sider
Gyldendal
Udgivet: 2022
Freja G. Østergaard