Heste- og pigebog for de 9-12-årige

UFO-klubben har ikke meget med ufoer at gøre. Det står for Underlige FOrnavne. Effie er døbt Eufrosyne, Luffe hedder i virkeligheden Oluffa, og klubbens eneste dreng hedder Hercules – udtalt hr. Kyll. Hercules er af fransk oprindelse.

Effie og Luffe er begge hesteinteresserede og hænger ud på den lokale rideskole, når de har fri. Det er en dramatisk bog, og en af de første hændelser er, at en af hestene på rideskolen dør. Det er hårdt ved begge piger, men dramatikken stiger, da de sover sammen hos Luffe og bliver vækket af en indbrudstyv, som viser sig ikke at være en indbrudstyv. Det er i virkeligheden en mand, der forsøger at få adgang til sin kones journaler hos Luffes mor, der er psykolog.

En anden dag er det en venindes lillesøster, der er forsvundet, og hele UFO-klubben må af sted for at finde hende igen. Det bliver ikke helt ufarligt, men UFO-klubbens medlemmer er en særlig kaliber, og derfor klarer de også de små bølger i hverdagen fint, både når det gælder heste og den begyndende interesse for drenge eller i hvert fald for Hercules.

Sød bog om søde mennesker og så et par bitches for sådanne skal der være, for at det ikke skal blive kedeligt. Interessen for heste er lige så intens, som den var det i de gamle heste- og pigebøger: Britta og Silver – og Gitte hed en anden hesteseriepige. UFO-klubbens medlemmer er lidt yngre end Britta og Gitte, men ellers er der ikke de store forskelle mellem fortidens og nutidens hestebøger.

Inger Frimansson

Oversat af Charlotte A. E. Glahn

210 sider

Gyldendal

Udgivet: 2015