Zam føler sig virkelig udenfor. I skolen, på gaden, i hjemmet, og det er der en grund til: Han er zombie med forandringspotentiale – ikke sådan at forstå, at han kan blive menneske igen, men han øver sig i at tale, i at sige lange, korrekte sætninger – noget som zombier normalt ikke gør i. Desuden øver han sig i at gå. Zombier slæber på fødderne, men Zam kan gå rigtigt, når han koncentrerer sig om det. Hans zombiefamilie kalder ham balletdanseren. Til dem har han et kompliceret forhold. Med sin indsigt i menneskeverdenen – og ikke mindst i reklameverdenen har han et ønske om at være del af en normal familie, men zombier gør ikke så meget i det familiemæssige, udover at deles om at æde, hvad de fanger af mennesker og pattedyr.

Zam bor i et boligkompleks. Der bliver ikke længere bragt post ud, fordi det sidste postbud forsvandt, og i byen hvor de bor er man ved at være trætte af de mange zombier, der betragtes som en trussel – hvad de jo også er. Historien begynder med at stakkels Zam sidder på skolen overfor fire fordømmende voksne, en situation som nødvendigvis må vække læserens medlidenhed, i hvert fald indtil det viser sig, at Zam har bidt struben over på en skolekammerat. En provokerende af slagsen. Det medfører bortvisning fra skolen. Tilværelsen som zombie bliver i øvrigt mere og mere trængt. Zam er energisk og ambitiøs og måske får han en chance for at finde den menneskelige tilværelse han ønsker sig.

Spændende, humoristisk, anderledes – en gave til dansklærere og deres elever.

Jesper Wung-Sung

176 sider

Høst & Søn

Udgivet: 10.09.2015

Målgruppe: 11+