Det begynder ikke så dårligt, nemlig med historien om, hvorfor en af vores hovedpersoner forelsker sig i Japan uden nogensinde at have været der. Den næste hovedperson vi møder, er ved at slå op med sin kæreste efter et stormfuldt forhold. Derpå hører vi om Evander der elsker sin kone, Elise. Evander er succesrig forretningsmand, men nu er han ved at miste sin Elise der har fået kræft:

Evander begyndte at småløbe hver eneste gang, han ikke var tæt på Elise, efter de første gang havde fået kendskab til hendes sygdom. Han måtte hente hvert sekund han kunne, og det gjorde han ved at bevæge sig så hurtigt som muligt i tiden mellem Elise og Elise og så langsomt som muligt, når de var hinanden nær.

Det er en tekst der kan skrue læserens forventninger op, men desværre finder man ikke det samme sprog eller den samme intensitet i resten af romanen, og der er mange sproglige udfordringer, såsom:

‘… hvilket have henledt Haldur til en så komfortabel stilling, at historier ikke var magtfulde nok, til at holde ham vågen’,

‘De glæder sig noget så grusomt’,

‘Vi havde på det tidspunkt ført det normale langdistanceforholdsliv i over et halvt år …’,

‘… et smil spillende under læberne’.

Desuden bliver det indviklet at holde styr på hovedpersonerne, dels er der Evander, og dels er der en ung dansk ingeniør der forelsker sig Liwliwa, da han arbejder i Philipperne. Ydermere er der Miguel og Sakura, et ægtepar i byen Norala på Philippinerne. De har mistet deres datter, kun den unge ingeniør synes ikke at have mistet nogen.

Der er lidt magi i fortællingen, lidt trylleri med tiden, og der er dramatik. Men det overordnede indtryk bliver rodet, og det forvirrer, at sproget veksler mellem smukt og dårligt.

Træernes tid

Henrik Mortensen

178 sider

mellemgaard

Udgivet: 2018

Birte Strandby