Adelheid er 87 år og dagbogsskribent. Dagbogen stiles til datteren, der i bogens slutning får at vide, hvem der er hendes far. Herudover er et væsentlig tema i bogen hovedpersonens fortid som nazist. Desuden beskrives opdragelsen i den sønderjyske præstefamilie, og hvordanAdelheid efter krigens første år fik øje for nazismens uheldssvangre følger og skiftede side for i stedet at hjælpe flygtninge til Sverige, og hvordan hun senere efter tabet af sin elskede med ildhu gik op i sin undervisning, besluttede sig for at få et barn, og fandt en far til det.
Forsoningen med familien flere år efter krigen, hvor hun stiller med sit nye barn på armen, er et af dagbogens højdepunkter. Et andet er brorens beretning om tiden i Frikorps Danmark, der repræsenterer alt det, der fik Adelheid til at vælge modstandsbevægelsen. Ved siden af alt det væsentlige beskrives dagligdagen med dens mange overvejelser ganske nøje. Hvordan det er at have to livlige, sodavandsdrikkende børnebørn på besøg i fem dage. Som hun selv skriver: ”… en sjette dag ville have taget livet af mig”. Og naturligvis har hun overvejelser i forhold til sit virke som lærer, beskrevet med stolthed men ikke uden at se fejl begået undervejs.
Som en bedre Philip Roth beskriver Bock alderdommens nuancer præcist og usentimentalt men med større glæde for livet og uden Roths irritation over de medfølgende svagheder. Fortællestilen minder en del om stilen i Anne Marie Løns ”Sent bryllup”, og er som den velfortalt og ikke uinteressant, men også ganske langtrukken i sin detaljerede gengivelse af alle den gamle dames gøremål og holdninger.
Forfatter: Ester Bock
248 sider
Gyldendal
Udgivelse: 15.01.2009
