Tortur har gennem historien været brugt til at opnå tilståelse, fremskaffe information og terrorisere befolkninger. Efterhånden som verdens lande har indset det primitive i tortur, har 158 lande tilsluttet sig Torturkonventionen, og det civiliserede samfund hævder nogenlunde samstemmende, at det ikke benytter tortur. Der findes masser af eksempler på, at nogle nationer har brugt det alligevel, ikke mindst efter den 11. september 2001, hvor blandt andre amerikanerne har markeret sig. Eksempelvis hævdes i filmen Zero Dark Thirty, at tortur af al-Qaeda-ledere førte til drabet på Osama bin Laden, mens FBI og CIA fastholder at det var godt efterretningsarbejde, der gjorde udslaget.
Dilemmaet er, at torturen kan synes berettiget, når tortur af den enkelte kan udløse den rigtige information og forhindre at bomben sprænger og skader de mange – også kaldet dilemmaet om Den tikkende Bombe.
Fortalerne mener, at tortur er ok, når følgende forudsætninger er opfyldt:
Sikker viden, det vil sige sikkerhed for, at vi har fat i den ansvarlige.
Effektivitet, det betyder, at vi tror på, at torturen vil give det ønskede resultat.
Anvendelighed: torturen vil give os brugbar information.
Sidste udvej. Alle andre muligheder er afprøvet uden held.
Det giver naturligvis en vis mening, men ser man nærmere på anvendelsen af ‘moderat fysisk pres’, så holder alle fire punkter sjældent. Masser af uskyldige er blevet tortureret, og nogle landes politi skelner ikke altid kraftigt mellem skyld og uskyld. Ydermere viser det sig, at uskyldige kan finde på at tilstå hvad som helst for at slippe for yderligere pres, og visse organisationer sørger omhyggeligt for, at deres aktører er enten forberedt for torturen, mangelfuldt informeret eller direkte forkert informeret, så den information torturen eventuelt udløser, viser sig at være uanvendelig. Så det eneste man med sikkerhed kan fastslå, er at tortur er grusom, umenneskelig, nedværdigende for offer og bøddel – og forrående for det samfund der benytter slige metoder.
Morten Dige
Tortur
Tænkepauser
60 sider
Århus Universitetsforlag
Udgivet: 05.09.2016
Birte Strandby
