En logisk opbygget og let læst indføring til aktiemarkedet. Vi begynder ved begyndelsen: Hvad er en aktie, hvordan fungerer et aktieselskab, og hvad skal man tage med i betragtningerne, når man handler med aktier? Hvad er kursspænd, og hvad dækker begrebet stop loss? Hvordan reagerer markedet på USAs økonomi og på udsving i oliepriserne?

Bogen indeholder en beskrivelse af børsens opgaver, en gennemgang af analysemetoder – markedsanalyse, brancheanalyse, selskabsanalyse, et kapitel om hvad virksomhedernes årsregnskab kan fortælle med checkliste i praktisk punktform, og hvilke faresignaler man eventuelt skal reagere på som for eksempel: Har den udvalgte virksomhed en strategi for fremtiden, er der stor udskiftning i bestyrelse eller personale, hvordan med konjunkturfølsomhed?

Når man først har foretaget en seriøs vurdering af marked, virksomhed osv., så er det også praktisk at vide, hvilken type investor man selv er, og hvordan man laver en plan for handlen: Kan man leve med langsigtede handelsstrategier, eller vil manglende tålmodighed uværgerligt få een til at sælge, når aktien er i bund og købe, når den er i top?

Bogen slutter med gode råd og forslag til videreuddannelse for den nys udsprunge aktiehandler omfattende et særtilbud på Aktieugebrevet. De to forfattere er redaktører på samme, og om Bruno Japp står der, at han er en af landets bedste aktieinvestorer.

Det er en fornuftig, lille bog, der bringer aktiehandel ned på et (intellektuelt) tilgængeligt niveau, samtidigt med at der – uden at der loves nemme løsninger – tages højde for de mange aspekter, der skal med i overvejelserne, inden man kaster sig ud i arbejdet med millionen.

Forfattere: Morten W. Langer og Bruno Japp
216 sider
Gyldendal Business