The World’s End

Filmen The World’s End begynder som en lettere middelmådig, konservativ fortælling om en fyr ved navn Gary King (Simon Pegg) en mand der aldrig er blevet rigtig voksen. Han lever stadig i fantasien om den sidste episke druktur, han havde med sine venner, i deres hjemby inden deres liv for alvor skulle starte. Og nu i midten af midtvejskrisen er den eneste rationelle ting at gøre selvfølgelig at samle alle vennerne og igen drage ud på The Golden Mile, som er ruten igennem tolv forskellige barer, af hvilke den sidste er navngivet The World’s End.

Dem der kender de tidligere værker af instruktøren Edgar Wright i samarbejde med Simon Pegg og Nick Frost (Shaun of the Dead, Hot Fuzz), vil nok blive lidt skuffede over filmens første tredive minutter. Det er som om noget af luften er gået af ballonen, vitserne er ikke så skarpt skåret, og alle virker lidt trætte, men det giver jo egentlig god mening i forhold til filmens præmis. I den forstand kan man i starten af filmen se Simon Peggs livlige, næsten tragiske forsøg på at benægte sin alder, som resterne af arven fra de førnævnte, meget mere tempofyldte, forgængere til filmen. Dog efter et radikalt tvist tredive minutter inde, kommer det hele tilbage igen: Den brutale klipning, de voldsomme gimmicks, den lækre kameraføring, gennemtænkte jokes og den ultra-strukturerede handling.

Retten til at være dum

The World’s End er måske den eneste film nogensinde der rent faktisk er berettiget i at være så dum som den er, for hvorfor tager man nogensinde på druktur? For at have lov til at være dum. Alkohol er i dagens samfund den eneste måde, at overkomme de dominerende sociale normer i det offentlige rum.

Det er ikke bare fordi, som i så mange andre film, at dumhederne bliver understreget. Det at man fortæller seeren at det der foregår, er dumt, og på en måde forudsiger deres reaktion, er ikke ensbetydende med, at de vil blive bedre underholdt, i modsætning til hvis man ikke gjorde det. En dårlig joke der fortælles med ironisk distance er stadig bare er en dårlig joke. Tingene i The World’s End er virkelig, virkelig dumme, men det fungerer, fordi de folk der træffer de dumme beslutninger er fulde og dumme. Og filmen handler i sidste ende om menneskers ret til at være dumme. En ret som næsten aldrig forsvares.

Æbler

Filmen viser sig, at være en slags kritik af den dominerende, moderne, vestlige, liberalisme. Den særlige gren af vores liberalisme, som intet symbol nok visualiserer mere end det lille hvide æble. Man kunne med rette kalde den for ipod-ideologien, eller æbleliberalismen. Der er tale om den moderne manifestation af troen på fremskridtet. Alting går fint, for vi har vores teknologier, vi er i kontakt med alle, alle er åbne overfor hinanden, al information er fri og kontakt er produktivitet og produktivitet er godt. Produktivitet er desuden ikke noget man sveder over, den kommer af videndeling og det kreative individ. Kreativitet og den gode ide er det eneste der er noget værd, og det bedste af det hele er, at vi alle er kreative individer, vi skal bare have muligheden for at vise det. Den mest paradoksale ting i blandt ideologiens idealer er det fokus på individet, som gør at alle de unikke individer er i den samme klasse, for de er jo alle lige unikke. Vi er så unikke, at der ingen forskel er på os.

Filmen tager i den sammenhæng ikke fat på mere tunge emner, som det faktum, at når folk kan sidde og være kreative på Apple, så er det fordi, at når deres ideer rent faktisk skal føres ud i livet, så er det underbetalte mennesker i Kina, som ikke er kreative der skal gøre det.

Uniformer

Filmen er meget mere fokuseret på, hvordan denne ideologi, igennem diverse talent-shows og reklamer promoverer ideen om, at du bare skal være dig selv. Køb mobilen til dig, bredbåndspakken til dig. En god sangstemme i X-factor vurderes på personlighed, hvor unik du er. Samtidig må du ikke være for unik, du må ikke være mærkelig. Unikke, kreative mennesker er på mærkværdigvis også fuldstændigt ufarlige. Du er ikke et unikt og kreativt individ, hvis ikke du kan begå dig socialt, hvilket er ironisk for det at kunne begå sig socialt er jo lige præcis et spørgsmål om, hvilke værdier man har i forhold til dem man begår sig sammen med. Det sociale rum giver mening, såfremt det er uniformt, men hvis du ikke har en acceptabel status i det sociale rum, ikke er uniform nok, så er du heller ikke unik og sej, paradoksalt nok.

Det er dette mærkelige biprodukt, uniformitet, som filmen beskæftiger sig med. Hvad hvis man bare har lyst til, at være en idiot sammen med sine venner? Hvad hvis man er idiot? Hvad er værdien af et socialt rum, hvor der er plads til alle, fordi alle fylder det samme? Der er ingen kant længere, intet spændende ved, at gå i byen, alle passer bare sig selv.

Ikke så skarpt skåret som sine forgængere, men stadig ganske god underholdning.