Kvinden i Buret

Nogle ville påstå at instruktør og manuskriptforfatter Nikolaj Arcels fuldstændigt overdrevne dedikation til struktur, i vores kringlede univers, er et skud i foden, men det er for fanden da det rundeste, mest konsistente hul, jeg nogensinde har set i en fod!

Denne gang bringer plot-fascisten os filmatiseringen af Kvinden i Buret, den første bog i den nationalt og internationalt kendte serie Afdeling-Q. Interessant nok er bogen skrevet af den ligeså store plot-fascist Jussi Adler-Olsen. De er begge resultatet af de store pragmatikere i både litteratur og film (Hemingway, Truffaut, Wilder), som igennem historien har tilstræbt udryddelsen af overfladen, æstetikken, stilen og alt hvad der ikke er et naturligt produkt af historien i sin simpleste form. Og hvad er historien i sin simpleste form? Den er, som det ironisk skulle vise sig, intet andet end en overflade. Således ser vi i dag den historiske effekt personificeret i disse to mænd, som begge har gjort karriere i at skabe blanke overflader. Historier uden kontekst, uden implikationer, historier som tager og giver så lidt fra verden som de overhovedet kan slippe af sted med og stadig kalde sig historier. Jeg glæder mig til at de to herre bliver gamle og excentriske og begynder at holde op med at navngive karakterer og steder. Tiden hvor sætninger som ”Aktør1 interagerer med aktør2 angående plottets andet vendepunkt” vil blive anset som populær og meningsfuld læsning.

Jeg mener ikke dette som en hån, ikke direkte i hvert fald. Af og til bliver strukturerne så rigide, at jeg vil kalde det for kunst. Og de to herrer som her nævnes, er nogle af de bedste i deres fag. Se bare den endeløse strøm af krimiserier som pumpes ud i tv. De er eksempler på hvordan man kan følge berettermodellen for rigidt. Næsten hver eneste episode af diverse CSI-serier byder på plothuller, som kun eksisterer fordi tidsrammen og plot-strukturen skal holdes så stram. Som om berettermodellen ikke bare er et værktøj til analyse, men til produktion. Arcel og Adler-Olsen forstår hvordan rigide strukturer kun fungerer ordentligt, hvis de støttes af en æstetisk illusion om rigiditet. Pointen er altså ikke bare at deres værker er stramme og økonomiske, hvilket de er, men at de først og fremmest ser ud og føles som om at de er det. Noget man i en film, for eksempel, opnår med en konsistent rytme i klipningen og klare, skarpe billeder med entydige farver og lige linjer.

En dogme 95-film kan sagtens være velstruktureret, men den vil aldrig føles som om den er det.

Kvinden i Buret er eksempel på at Nikolaj Arcels fanatisme nogle gange resulterer i nogle fantastiske mærkværdigheder. Imod slutningen af filmen fortælles hele antagonistens livshistorie i en superkomprimeret montage af flashbacks der er så skarpt skåret og fortællende at det bliver helt friskt og smukt at opleve.

Velfilmet, velskrevet, superstruktureret og ikke mindst velspillet, historien er dog ikke særlig interessant. Adler-Olsens fortællinger vil give historisk genklang i samme grad, som de kommentarer til offentlige debatter man kan finde på Informations hjemmeside.