The Wolf of Wall Street

Filmen har fået en del kritik på dette punkt, og det er da også først engang i midten af denne meget lange film, at vi, som publikum rent faktisk kommer ind til nogle af Jordan Belforts grundlæggende følelser. Den er sjovt vinklet i den forstand, at Belfort ikke er en mand, som bliver korrumperet af sit miljø. Han er fra start af helt og aldeles usympatisk. Hans udvikling som karakter består i at lære at anvende sin manglende sympati. I modsætning til Goodfellas får vi ikke i starten af filmen etableret en ide om, hvorfor han er blevet sådan. Der er ingen klip fra barndommen, eller lignende freudianske forsøg på en redegørelse, manden er bare født usympatisk. Han passer derfor også perfekt ind i den verden han søger ind i, hvor han hurtigt bliver spottet af en af de større stjerner Mark Hanna (Matthew McConaughey), som med det samme ser det usympatiske potentiale i Belfort og tager ham under sin usympatiske vinge således, at han kan dele ud af sine usympatiske tips om, hvordan man kan være mere usympatisk, så de kan være usympatiske sammen og på den måde gøre verden til et mere usympatisk sted.

De følelser Belfort som nævnt har, hvilket først fremhæves engang i midten af filmen, er også usympatiske følelser. Ganske vist er det følelser, han er såmænd en tredimensionel karakter, men det er følelser, som han har bygget omkring sin egen heltestatus. Nogle gange bliver man nødt til for at hæve sin kapacitet til at være usympatisk at gøre nogle lettere sympatiske ting, som at betale nogen lidt ekstra og på den måde hjælpe dem, så de kan hjælpe til i ens projekt, og det er den slags småting, som Belfort føler stærkt for. Der er med andre ord ikke meget at komme efter i denne film, hvis man ganske enkelt ikke kan holde til usympatiske mennesker og dertil usympatiske mennesker som bliver glorificeret.

Når det så er sagt, så er filmen, trods sin længde, ganske underholdende. Den er blevet anklaget for, at være kedelig fordi man ikke føler noget for hovedpersonen og desuden, at der er alt for mange scener, som bare går ud på, at rige, usympatiske mennesker holder fest, ikke for at fremskride plottet, men for at fejre, hvor usympatiske de er. Dertil kommer også glorificeringen, hvilket er et problem i et utal af film. Alle James Camerons film bryster sig af, at være cutting edge, de glorificerer teknologi, imens de fortæller om, hvordan teknologi er farligt. Dertil kommer også alle de film og serier, som ligeledes er skildringer af usympatiske mennesker:Thank you for Smoking, Up in the Air, Goodfellas, Casino, American Gangster, The Godfather, A Clockwork Orange, Breaking Bad, Dexter etc. etc. etc…

Kritikken har altid været, at usympatiske mennesker og deres livsstil gøres til noget ønskværdigt, på trods af, at filmene altid ender med, at hovedpersonen bliver straffet i en eller anden forstand. Mere specifikt handler det altså om, hvordan det er hyklerisk at have en moraliserende slutning, når man glorificerer hele vejen derhen. The Wolf of Wall Street gør intet nyt i den sammenhæng. Ikke desto mindre kan man godt se, hvor Martin Scorsese vil hen. Pointen er meget simpel: Det kan ikke benægtes, at det i vores verden er mega fedt at være stinkende rig og gøre hvad man har lyst til.

Pointen er ikke, at livet som en person der lever af at snyde folk og feste hårdt er et dårligt liv, som bare glorificeres. Det er tværtimod et rigtig godt liv, og alle de ting, som er dårligt ved det, konsekvenserne ved at tage alt for mange stoffer og aldrig slappe af, konstant at have problemer i sit forhold fordi man knepper alt hvad der kan gå, og desuden det faktum, at loven på et eller andet tidspunkt nok skal få ramt på en. Alle de ting er kun mindre problemer, fordi man er så rig, at man hele tiden kan købe sig mere tid. Filmen ender, som alle de andre med, at Belfort er på røven og må så at sige nøjes. Men det var stadig bedre at have været der.

Der er således ikke tale om den klassiske cautionary tale, hvor vi fortæller vores børn, at det er dumt, at tro at man kan leve sådan, det ser kun sjovt ud på overfladen etc. Nej, det er sjovt, det er reelt fedt at snyde andre og leve stort af deres tab. Man får det godt indeni af at manipulere med folk, man føler sig stærk og intelligent. Det egentlige problem ligger ikke i, at den der gør det kommer til at fortryde, men lige præcis at det kun er os andre, som står tilbage og føler os røvrendt. Vi, de forrådte, står tilbage og der er ingen mulig måde, hvorpå vi kan få skurken til, at føle som os.