Rejsen til Amerika opleves åbenbart meget forskellig for Nielsen og Rasmussen, men der er selvfølgelig også stor forskel på at være en slags megalomanisk, alvidende guru og arbejdsgiver uden tøddel af følelse for sin stakkels medarbejders behov og så være en lille Nielsen, der trofast som en hund og med en slaves villige sind følger i hælene på den store Rasmussen og hænger ved hvert eneste af hans visdomsord. Og visdomsord kommer Rasmussen med utroligt mange af. Man kan vel nærmest sige at munden ikke står stille i et sekund på denne profet, som kan citere Guds stedfortræder (eller er det Ham selv?) George Walker Bush i det uendelige. Rasmussen elsker frihedens land USA, hvor demokratiet er blevet voksent og tænkere som Tocqueville har hjulpet til med at forme de følsomme amerikanske sind til ædle og superdemokratiske verdensborgere, der kun forsøger at gøre det Gode og udbrede den ideelle pax-Americana verdensorden til en demokratihungrende verdens befolkninger.
Det hylende grinagtigt at følge den amerikanske valgkamp gennem Nielsens (og Rasmussens) øjne. Slaven Nielsen, for hvem det er vigtigere at få en frakke, end at høre på alle Rasmussens store forkromede ord, refererer med barnlig trofasthed alle tiraderne og beskriver deres oplevelser med den uskyldige naives undrende blik. Den maniske fortællestil med dens hundredvis af sidespring og personlige betragtninger har mindelser til både Hunter Thompson og Sacho Pansa. Det er ren hudfletning med salt og peber i sårene – og fik jeg nævnt det: Skideskæg.
Forfatter: Das Beckwerk (Rasmussen & Nielsen)
Forlag: Gyldendal
