Den prisbelønnede nordmand Erlend Loe er et forrygende fornøjeligt bekendtskab. Hvad enten det er en børne- eller voksenbog han smækker på boghandlerdisken er han altid megagrineren. Det er der bestemt ikke lavet om på i Loes nye ‘Stille dage i Mixing Parts’, et forrygende absurd ægteskabsdrama fra en norsk familieferie i Garmish-Partenkirchen – undersat til Mixing Parts af vores hovedperson tyskhadende hovedperson Bror Teleman.
Bror tænker kun på teater – hvis det da ikke lige er fantasier om den velproportionerede engelske kogebogsforfatter Nigella Lawson der banker rundt i hans hjerneskal. Bror kommunikerer ikke meget med sine omgivelser. Samtalerne med konen er mest korte ironiske kommentarer der ikke altid er lige sammenhængende, for Brors hoved er altid fyldt med store teatertanker om det teaterstykke han engang vil skrive. Et stykke der skal udstille verden som den virkelig er og spidde menneskene med sin skarpe afslørende pen i al deres forlorne latterlighed. Problemet er bare at det efter mange år stadig ikke er lykkedes for Bror at komme i gang med sit stykke, men teatertanker tænker han dag og nat, for alt er teater og verden en scene – desværre fyldt med en masse mennesker som ikke kan forstå verdenteaterets karakter.

Brors hustru Nina elsker alt tysk lige så meget som Bror afskyr det, så ferieidyllen er ganske mangelfuld lige fra starten. Bror flygter som altid ind i sine teatertanker og Nina søger tilflugt i en ægte tyskers villige arme. Ægteskabet slår selvfølgelig revner for Bror og Nina. De reagerer over for situationen på deres sædvanlige barnlige og overfladiske facon, og det er rigtig morsomt at være læserfluen på væggen med vanlig uformåenhed søger at gøre verden til sit teater. Men lære noget skal man ikke, for Bror hader folk der lærer af deres fejl eller opnår indsigt og erkendelse.
Teksten svinger mellem teateragtig dialog og Bror Telemans lettere forvirrede tankeverden. Bror tænker endog på sig selv i tredje person som er han en rolle i et stykke. Morsom og anbefalelsesværdig skrevet i Loes kendte naivistiske stil.

Forfatter: Erlend Loe
Oversættelse: Susanne Vebel
216 sider
Forlag: Gyldendal
Udg.: 04.03.10
Anmeldt af Jan Vandall