Det ubevidste er et dumt svin, det skal man være klar over. (Catherine Clément)

Moira er skæbnegudinden, observerende men ikke alvidende, fanden i voldsk men ikke djævelsk. Romanens kvinder er dels Alice, der i sin høje alder bestrider et redaktørjob og bekæmper alderdom såvel som kvindeundertrykkelse med overbevisende beslutsomhed, og dels hendes datter, Marion, der er gift med en franskmand og elsker en rødhåret irer med sans for poesi.

I glimt præsenteres vi for en voldsom protest mod tiden, en tid der lader unge it-nørder behandle gamle damer som idioter, uagtet de samme gamle damer måske har en intelligenskvotient på 120, underviser i latin og græsk, kan føre et sejlskib og stå på slalomski. Samtidigt er romanen en kærlighedserklæring til livet, en accept af det, der ikke kan ændres og en kamp mod det, der kan. Det er billeder af et univers fyldt med absurditeter fra de helt banale til de mere filosofiske: Hvorfor er der eksempelvis et par ukendte sorte blondetrusser i ægtefællens seng? Har det noget at gøre med den danske aupair? Er stilethælene er opfundet af sadister, der vil fratage kvinden glæden ved at løbe, kroppens ukrænkelige frihed, og går ældre mænd regressionen i møde med en vis begejstring og drømmer om at kalde deres hustruer for ’mor’?

Det er nogle af romanens påstande, og hele bogen er en behageligt opkvikkende påmindelse om, at nationen der fostrede så mange kvindelige, revolutionære litterater – eksempelvis Beauvoir, Marguerite Duras, Natalie Sarraute – trods flere års tilbagetrukkethed ikke har glemt sin litterære historie. Der er stadig liv og ord i kvinderne.

Forfatter: Benoîte Groult
Oversat af Iben Hasselbalch

286 sider
Rosinante
Udgivet: 1.05.2009

Birte Strandby