Teenageren Tom tumler tankefuldt ind i voksenverdenen. Det indebærer en begyndende ny bevidsthed som i novellen Martin, hvor Tom stadigt er med til at drille Martin, og han er i hvert fald lettet over, at de ikke skal i gruppe sammen. Men pludselig fornemmer han Martins synsvinkel og forstår også, hvorfor Martin flytter til en anden skole. Novellen slutter med et kort møde, der sikkert vil blive siddende i Tom mange år efter.

I novellen Rut skal Tom og hans bror tage sig af Rut, der er mongol. Trods de voksnes tillid smutter projektet for de to drenge, der har en del barnlighed i behold, de misforstår Ruts signaler, og det er kun et tilfælde, at de alle slipper levende fra projektet.  En senere novelle Babysitter bekræfter, at Tom selv med opbydelsen af al sin relativt nyerhvervede, ungdommelige ansvarlighed ikke har det store talent for babysitting men måske nok en del talent for overlevelse. … Jeg ville hellere være grillslave på McDonald’s … end jeg ville råbe af små unger …

Der er i alt otte noveller om begyndende, påtrængende voksenhed, og om synet på voksne, der ikke længere er så ufejlbarlige, som små børn tror og forventer.

Det handler for en stor del om venskaber der ændrer sig, hvor vennerne af en eller anden grund ikke længere kan lege med hinanden men opfører sig anderledes og kejtede. I Kysset handler det om den første forelskelse og det første kys, der ændrer hele verden. Indforstået, overbevisende og følsom gengivelse af teenagerens gennemleven af usikkerhed og forundring overfor en verden i forandring.

Cilla Naumann

Oversat af Nanna Gyldenkærne

124 sider

Høst & Søn

Udgivet: 03.11.2011

Birte Strandby