En usentimental socialdemokrats erindringer
Andet og sidste bind af Knud Heinesens erindringer er en ganske udmærket fremlæggelse af, hvad Heinesen i kraft af sine forskellige fremtrædende positioner i det danske samfund har oplevet i tiden 1980 til 2003. Og det er ikke småting, den mand har været midt i. Derfor er det åbenlyst slet ikke uinteressant læsning i en tid hvor alle biograferer selvet i en tro på, at de er interessante eller har oplevet noget interessant, hvilket de for de flestes tilfælde hverken har – eller er. Langt fra. Men begge dele gælder for Heinesen. Han har noget på hjerte. Tiden er bestemt ikke spildt i selskab med Knud, den usentimentale socialdemokrat. Den tilføjelse vender jeg tilbage til.
Heinesens CV er flot. Uddannet cand. polit. Han har beklædt poster som MF, undervisnings-, trafik- og finansminister og formand, næstformand og politisk ordfører i Socialdemokratiet, som partiet hed dengang. Derefter forlod han politik og har beklædt flere tunge poster i erhvervslivet, som direktør, koncernchef, bestyrelsesformand med mere. Herfor har han – i modsætning til så mange andre erindringsopkomlinge – virkelig noget at sige om tiden op til nu. Heinesen er en mand med stor indsigt i vor moderne samfund og dets måde at fungere på. Man kan hertil næsten sige, for den politisk-historisk oplyste vel at mærke, i dansk ærinde at tilføje, at det vil være være dumt ikke at læse hans ord.
Det, der trækker ned for erindringerne som litteratur, som bog, som læserens oplevelse – og det skal jeg nævne, når jeg ser det – er, at bogen er skrevet alt for indforstået. Det er på ingen måde indførelseslitteratur, og dér kunne jeg godt have tænkt mig, at Knud havde været lidt venligere overfor politisk-historiske analfabeter. Så alle kan være med. Her er det med på vognen eller fald af. Men sådan er det jo også i politik – og alle andre steder måske, det ved jeg ikke, jeg er skribent. Jeg læser uden forudsætning som regel, fordi sådan er jeg bedst åben for alt. Og falder tit af helvedes til. Helt af helvedes til falder jeg dog ikke med Knud, men jeg føler ikke, at alle informationer falder, som de skal. Og der mener jeg – og det er den tilføjelse omkring det usentimentale, som jeg ville vende tilbage til – at Knud Heinesens bevidste forsøg på at være usentimental, hvilket egentlig ikke er den dummeste tanke, her bliver for abrubt. Forstået således, at for det første snapper han ofte linierne for hurtigt af. For det andet mangler Heinesen selv i hans beskrivelse af sine oplevelser. Altså, i hans forsøg på at være usentimental bliver hans egen person fraværende, kvalt som menneske af sin litterære ambition. Han er der simpelthen ikke rigtig. Men det er sådan set også min største kritik af ’Sporskifte’ og den egentlige grund til at jeg ikke vurderer den højere, end jeg gør. Men sådan er det altså. Stjernemæssigt falder bogen, men derfor er den er slet ikke uanbefalet fra min side. Sådan må man forstå min vurdering. Jeg anbefaler ’Sporskifte’, for dem som kan følge det, ham, Heinesen, siger i sporskiftet, som i sig selv er en bedrift. For andre kan det være så som så. Bogen henvender sig nok mest til folk, der – som Heinesen troner på omslaget – selv går i gråt jakkesæt og bærer store alvorlige briller fra en svunden tid. Og sådan er det.
256 sider
Udg. dato: d. 09.10.2008
Anmeldt af Thomas Riise
