Christoffer Boe

Christoffer Boe har i lang tid fremstillet sig selv og sine let mystificerende film, som en slags afstandtagen fra dansk films konformitet. Jeg husker tydeligt hvordan han, i ekkos portræt-julekalender, på arrogant, implicit vis kiggede ned på alle danske instruktører, som har været med til at lave Taxa, af hvilke der er flere interessante. Derfor ville det da være en fryd, som jeg svælger i min egen arrogance, at tage manden på fersk gerning i at lave et stykke konformitet selv. Og det er Spies og Glistrup måske også i forhold til hr. Boes andre film, men næppe i forhold til dansk film generelt. Imidlertid har jeg fundet ud af, at manden har hjulpet til på en af de der retarderede doku-dramaserier, Veninder på Første Klasse, hvilken fryd!

Boes bedste film

Uanset så er vi mange fra min generation som i midten af 0’erne, hyldede Boes film Reconstruction og Allégro. Nu har jeg mest af alt lyst til at bortkaste alle hr. Boes obskure film og sige, at denne her konservative film han har lavet, er den bedste. Det ville være arrogant og derfor sejt. Spies og Glistrup er muligvis den bedste film han har lavet, men hans andre film kan desværre ikke bare bortkastes, med undtagelse måske af Beast. Der var mange som heller ikke syntes at Alting Bliver Godt Igen, var en særlig god film, men den fandt jeg voldsomt interessant. Det var en omvendt noir-film, uden at sige for meget. Filmen fejlede godt nok med en tyve-minutter lang falliterklæring i slutningen, hvor alt blev afsløret. Det sagt er den stadig værd at se, både på grund af Manuel Claros fabelagtige kameraarbejde og så titlen. Alting Bliver Godt Igen er verdens bedste titel og titler betyder alt, det var Susanne Biers film Hævnen det endelige bevis på, da den aldrig havde fået en oscar, hvis ikke dens engelske titel havde været ”In a Better World”.

Karakterdrama

Det var et sidespring, hvilket jeg ser som en del af mit produkt. Spies og Glistrup er en sjov lille film, sammensat af en perlerække af fantastiske scener. Det er muligt at det er den mest konforme film som hr. Boe har lavet, når det så er sagt er den ikke specielt konform. Hvis man var irriteret over den, kunne man let argumentere for en udflydende fortællestruktur og en mangel på et reelt plot. Den fungerer dog stadig fint efter min mening, for den er et karakterdrama i en næsten ekstrem forstand. Jeg har som seer ikke brug for et skarpt udskåret plot, hvis hovedpersonernes væren er nok i sig selv, og det er den helt bestemt. Spies (Pilou Asbæk) og Glistrup (Nicolas Bro) er begge fabelagtige karakterer, stærkt spillet og skrevet.

Det er først hen imod slutningen at man kan tale om at de har et større, konsistent mål, men hele første del af filmen, drives udelukkende af deres mere eller mindre spontane lyster: Har du lyst til at overtage et andet flyselskab? Har du lyst til ikke at betale skat?

Hver eneste scene er meningsfuld, ikke fordi den driver hovedpersonerne imod et højere mål, men fordi der gives plads til hovedpersonerne der, som rigtige mennesker, laver andet end at søge utopisk forløsning. Faktisk kommenterer filmen på dette med en næsten sarkastisk distance, når vi ser Simon Spies impotente forsøg på at finde mening med livet igennem rejser og stoffer.

Idealister

Filmen er samtidig et fantastisk portræt af to forskellige slags idealister. Den ene den klassiske idealist, som er socialt kompetent og snakker sig til tops i samfundet, hvorefter han indser at hans idealer måske var mere tale end gøren. Den anden, den ægte idealist, den asociale, kvabsede, svedige mand, der bruger sine timer alene i en søgen efter systemets huller, hvilke han vil bruge til at underminere samfundsordenen indefra.

Dette er ikke fotografen Manuel Claros mest interessante værk, men det er meget flot. Hovedpersonerne er geniale på alle måder, og gør filmen som helhed interessant.

7/10 (Gad vide om det er Pilou Asbæks rigtige penis?)

Produktionsår: 2013

Instruktør: Christoffer Boe

Medvirkende: Pilou Asbæk, Nicolas Bro, Trine Pallesen, Jesper Christensen, Kasper Leisner

Spilletid: 1 time 40 minutter