Måske er det tiden for opgør med mødrene i litteraturen? Således har Tom Lanoye nylig skrevet Målløs om sin mors afsluttende kamp med livet. Sölvi Björn Sigurdsson har skrevet Min mors sidste dage om en ung mand der følger sin mor på vej på den sidste rejse. For ikke at tale om Bent Haller med Fuldmånen stille sejler der modsat de to førstnævnte bestemt ikke lovpriser nogle kvaliteter hos en mor, der aldrig rigtigt fik chancen for at udfylde rollen.
Sortedam er også en afsked og et opgør med moren, Mona. Og et vigtigt af slagsen fordi Sigrid, hovedperson og jeg-fortæller, står for at skulle føde, og nogle ting skal på plads, før hun er klar til den lille nys entré. Og her ligger også forskellen i forhold til de tre nævnte romaner: At det basalt handler om en udvikling for Sigrid, ikke blot en beskrivelse af moren, som ellers nok er en beskrivelse værd: Monas far begik selvmord, da hun var 12 og noget væsentligt i hende røg med ved samme lejlighed. Hun bliver alkoholiker. Det er ikke så tydeligt i Sigrids barndom, men da hun bliver teenager, vækker morens tilstand gang på gang opsigt og skamfuldhed i overmål hos Sigrid. Ydermere belastes forholdet til den omsorgsfulde far, der føler sig mere og mere magtesløs. Sigrids protest mod hans udadvendte reaktion får sat skred i familieopløsningen, og Sigrid benytter den sidste tid før fødslen til at gøre op med forældrene – lidt på bekostning af kæresten, der ikke får lov at involvere sig i opgøret.
Sigrid skriver på skift til sig selv og til den afdøde mor om en fortid med selvhad, for stort ansvar og en nutid der handler om at rydde op, og en fremtid med rum til den nye familie.
Indlevende og troværdig indblik i kriseramt personlighed.
Sissel Bergfjord
168 sider
Gyldendal
Udgivet: 19.03.2012
Birte Strandby
