I denne erindringsbogens tidsalder er her en til af slagsen. Her er dog kælet for både form og indhold, og det er en smuk lille bog skrevet i et poetisk sprog og med fine fotografier.
Forfatteren beskriver i skønmaleri glimt fra barndommen, fra dengang der var barndomme til og reflekterer over nutiden under en kur i det sydlige Europa – en kur der mere påvirker tankegangen end figuren, hvilket giver sig udslag i nogle skarpe betragtninger beskrevet i referencemættede vendinger,
Som Solvej Balle i Frydendal begræder Hans Edward Nørregård-Nielsen det, der er gået tabt undervejs i vores rejse mod velstand, og det er vel slet ikke så lidt: Landskabet, landbruget som det var, værdier er forsvundet, og hvad vi har vundet i ydre rigdom og blandet ragelse, har vi tabt i åndeligt indhold og respekt for naturen. Men som hos Balle kommer protesten og beklagelsen lidt sent. Der er ikke svar på, om vi kunne have forhindret agrarsamfundets afvikling. Eller om vi kan nå at genskabe natur og miljø. For det er vel næppe gjort med at forhindre brugsuddeleren i at pille svalereder ned fra tagudhænget…
Så er der lidt om æbler, pengetræer og om rygere og rygekampagner, hvor der ifølge forfatteren er tale om en hyklerisk afledningsmanøvre i forhold til alt det andet i samfundet, der slår ihjel, uden at man har nogen indflydelse på det.
Det er en fortælling, som mange over 50 vil kunne inhalere i små barske, genkendelige og behageligt velformulerede doser. Og det er endnu et spark til den kronisk dårlige samvittighed over aldrig helt at gøre nok.
Forfatter: Hans Edvard Nørregård-Nielsen
196 sider
Gyldendal
