Som i et spejl er titlen på en Varg Veum-krimi, en roman af Tana French og en film af Ingmar Bergman med Max von Sydow og nu på denne bog om syv fiktive kvinder: Tre skabt af Shakespeare, Herman Bang og Henrik Pontoppidan og fire fostret af kvinder: Jane Austen, Virginia Woolf, Karen Blixen og Kerstin Ekman.

De fiktive damer er selvsagt bemærkelsesværdige, begavede og selvstændige og om Elizabeth Bennet fra Stolthed og fordom skriver Frederiksen, at hun er en mønsterbryder. Det er mere end man kan sige om Herman Bangs ydmyge Ida fra Ludvigsbakke, hvis ganske tilstedeværelse handler om føjelighed. Hun er så smerteligt selvopofrende i sit forhold til medmennesker og til den døgenigt hun falder for, at hun uden modstand lader deres forhold tromle af hans mors ambitioner.

Julie (Romeo og Julie) er en anden type, ung og overskudsagtigt forelsket med hele sin fjortenårige sjæl. Forelsket er de fleste af kvinderne, og for nogle af dem ender det trist, men for Elizabeth Bennet ender det godt med et lykkeligt bryllup. Overraskende afgør Frederiksen, at familien Bennet er dysfunktionel, et meget moderne og let overdrevet udtryk for et ægteskab, hvor ægtefællerne ikke deler interesser – udover naturligvis interessen for at få døtrene godt gift. I modsætning til de romaner de andre damer bebor, er Stolthed og fordom behandlet en smule uretfærdigt. Elizabeth Bennet løber ikke spontant ud i regnen for at komme til sin søster, hun går efter at have diskuteret det med sin familie ved frokosten. Mr. Collins er nok en nar, men hans forelskelse i Elizabeth virker ægte, hvilket forklarer den underspillede skadefro der præger hans senere henvendelser.

De syv damer er vældigt godt valgt, og Frederiksens smittende men i perioder let floskelramte begejstring gør bogen til god læsning, der ikke kun henvender sig til litteraturvidenskabsstuderende men også til de mennesker, der ellers har glædet sig over bekendtskabet med heltinderne.

Lise Lotte Frederiksen

207 sider

Akademisk Forlag

Udgivet: Marts 2016