Som flere af årets danske romaner eksempelvis Som om hun bare lagde røret på og forsvandt af Agnete Braad – igangsættes denne roman af et dødsfald.
Helles stedfar dør, og Helle vender hjem til begravelsen. Det vil sige, det var aldrig rigtigt hendes hjem. Hun blev bortadopteret, fordi hendes nu afdøde stedfar ikke ville have flere børn med ind i ægteskabet udover Helles storebror Jens.
Helle er stadig stedbarn, men overtaler familien til at lade hende bo på stedfarens gård. Her indretter hun sig i forsøget på at vende hjem. Samtidigt får hun verfet sin kæreste af og bryder med alle bånd, undtagen dem hun skulle have haft til sin familie.
Bogen er den sidste af tre i Lendrup-serien, og hovedvægten lægges ifølge forfatteren på forholdet mellem søskende, men handler lige så meget om forholdet til den mor, der har bortadopteret hende for selv at kunne blive gift.
Da Helle som ung opdager, hvem der er hendes mor, opsøger hun familien uden at give sig til kende. Hun bosætter sig i nærheden, holder til på familiens rideskole og flytter til sidst ind på gården som hjælper på rideskolen.
Helle og de mange andre karakterer er fremstillet, så man kan kende dem fra hverdagen. Brorens kone er en bitch, og det distancerede forhold til den søster, familien ikke rigtigt er interesseret i, er gengivet, så man kan mærke kuldegraderne. Helles forsøg på at nærme sig familien – en proces der tilsyneladende kun er halvt bevidst – og hendes accept af en mere ydmyg position i forhold til broren, er troværdigt og indlevende afbilledet.
Lisbeth Brun
238 sider
Gyldendal
Udgivet: 03.09.2012
